User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

29 april 2020

De fire verdenshjørner og inspiration til årsplan

Der er lidt stille med aktivitet her på siden for tiden. Dels har der være en smule at se til arbejdsmæssigt, dels står jeg midt i en flytning, og jeg må erkende at sådan et flytteræs dræner en lille smule for energi og det kreative hjørne.

Men, inden det for alvor går løs med min flytning, så fik jeg i skolegården i dag en god ide, som jeg lige ville dele.
Jeg var gårdvagt mens vores 3. klasse var ude at lege, og på et tidspunkt kom en legegruppe i lidt problemer, så jeg måtte tænke hurtigt og præsentere en ny aktivitet. Jeg kom i tanke om, at jeg forleden dag havde set en nævne i For os der underviser i indskolingen, at de havde leget de 4 verdenshjørner og brugt elevernes egne borde (og når de så døde, skulle de sætte sig ned). Den ide greb jeg fat i, kombineret med lidt bevægelse og nedenstående aktivt blev sat i værk. Og den var et hit skal jeg hilse og sige!

Lav en firkant. Det vigtigste er, at der er 4 hjørner. I vores tilfælde har vi 4 bænke om et træ der udgør en firkant, og så brugte vi det. Men der kan også tegnes en firkant med kridt, eller blot markeres med 4 ting, at her er et hjørne.
Vi koblede en bevægelsesaktivitet på hvert hjørne.
Hjørne 1: Lav 5 sprællemand

Hjørne 2: Lav 5 englehop
Hjørne 3: Lav 5 hurtigløb på stedet
Hjørne 4: Lav 2 armbøjninger
Dvs. i denne leg dør man ikke - det hjørne der bliver nævnt skal udføre aktiviteten, og så tæller man igen. 

Jeg har lige skrevet aktiviteten ned til at lave i næste uge i engelsk med de samme bevægelser (blot siges de på engelsk), hvor eleverne skal bruge deres eget bord, som de 4 hjørner. Er vejret godt kan den selvfølgelig også laves udenfor. Da der ikke er nogen der dør, man hver legegruppe have sin egen firkant, og så en der tæller fælles for alle. Så er der ikke nogen som klumper sig sammen i et hjørne, når den leges fælles.

Man vil også med fordel kunne koble en faglig aktivitet på. Den der tæller og siger et hjørne, siger samtidig et navneord eller udsagnsord.
Hjørne 1: Ental bestemt/bydeform
Hjørne 2: Flertal ubestemt/nutid
Hjørne 3: Flertal bestemt/datid
Hjørne 4: Løb en omgang omkring 4 kanten eller anden bevægelsesaktivitet (eller sig ordet i alle tre former)

Man kan også lave matematik. F.eks. at hver hjørne har en tabel der skal siges og efter et par omgange kan hjørnerne ændres til nogle nye tabeller. 
Og der findes sikkert endnu flere anvendelsesmuligheder! :-)

I går delte jeg i min facebookgruppe dette link: https://padlet.com/sc15/sm2ux0pyki47
Det er en padlet, som jeg og kolleger på CFU i Aalborg har lavet, hvor vi kommer med inspiration til noget af det ny litteratur, som vi har indkøbt i det nordjyske det sidste års tid. Der vil sikkert være titler, som ikke alle CFU'er har (f.eks. Når kaniner bliver bange som jeg synes er en fantastisk bog), men måske du alligevel kan bruge oversigten. Der er inspiration til alle afdelinger i skolen.

18 april 2020

Så kom vi i gang - og et Vitello stjerneløb

Pyha, sikke en tid vi er lige nu! Alt er vendt op og ned, og lærere og pædagoger har i løbet af ingen tid skulle omstille sig fra at være undervisere online til at være undervisere udenfor og tænke helt andre tanker end hvad man plejer ift. undervisning i indskolingen. Eller dvs. den kan selvfølgelig fortsat f.eks. være legende, men der er godt nok mange krav, man skal sørge for at tage i betragtning. Man kan ikke bare lige hive et spil eller en aktivitet ind, som man har brugt før. 

Når man ser på diverse sociale medier går mange spørgsmål igen, ligesom der bliver fortolket på lige så mange spørgsmål. Og det er ikke kun spørgsmål ift. undervisning, men også omkring skemaer, udearealer osv. På nogle måder synes jeg egentlig det er lidt skræmmende indimellem at læse om pædagogisk personale som er frustreret, fordi deres ledelse ikke har meldt noget konkret ud. Det pædagogiske personale har mere end nok at gøre med at planlægge undervisning og få styr på de praktiske ting i den forbindelse. Hvis de så også selv skal lave skemaer, planlægge ringetider og frikvartersskemaer, fordele udearealer og hvad der ellers skal holdes styr på, ja så kan jeg helt ærligt godt forstå, at der er nogle som har været ved at knække halsen den seneste uge.
Selv på min skole hvor jeg har en fantastisk leder som har lavet skema og taget hånd om stort set alle ovennævnte punkter, mødte jeg fredag da jeg tog hjem en række kolleger som var godt brugt og trætte. Det har været lange dage denne uge med planlægning af undervisning, kopiering, få styr på det praktiske ift. at klassen er delt i to lokaler osv. samtidig med undervisning af elever fra onsdag, så weekenden var i den grad tiltrængt. Jeg håber, at den kommende uge, hvor vi på min skole har mere fagundervisning vil give lidt ro på - ellers kan jeg godt frygte, at vi ender med nogle kolleger rundt omkring som kommer tæt på at kaste håndklæde i ringen.

Det med de mange spørgsmål bliver ikke nemmere af, at vi i bund og grund får udmeldinger fra 2 forskellige instanser - Sundhedsstyrelsen og Undervisningsministeriet. Og vi vil gerne have helt konkrete svar, men som det så ofte er tilfældet, er det svært at gøre samværet med børn op i helt konkrete svar. Noget af det der dog har fyldt en del på de sociale medier er følgende: Må man godt tage på tur mere end 10 personer? Og ja, det må man godt. Man skal selvfølgelig tage sine forholdsregler, der skal sprit og servietter med på tur, og som altid skal eleverne holde en vis grad af afstand til hinanden og helst være i deres legegrupper - også når man går frem og tilbage. Der er også mange spørgsmål til det med 2 meters afstand. Hvis eleverne er i klassen, skal der være 2 meter mellem dem. Er de udenfor i deres faste legegrupper, må de godt være tættere sammen end de 2 meter, men de skal stadig i et eller andet omfang holde afstand - eller sagt på en anden måde, de skal ikke rende rundt og kramme hinanden. Det er her det bliver svært, for hvor går grænsen? Børn skal jo også have lov til at være børn. Måske handler det om på en eller anden måde at få signaleret, at dem man er i legegruppe med, må man godt være lidt tættere på, men dem man ikke er i legegruppe med, skal man holde god afstand til - og så få skabt en balance i det. Det er et af de områder, jeg synes bliver spændende at følge for at se, hvordan det udvikler sig på skolerne de kommende uger.
Jeg har vist nævnt dem før, men jeg kan anbefale at følge med på disse to sider:
Spørgsmål og svar i forbindelse med genåbningen fra UVM
Vejledning og materialer til genåbning af skoler og fritidsordninger fra SST - har I for øvrigt set den nye vask hænder sang og vask hænder rap? De er ret fine!

Sidste weekend lavede jeg et indlæg med forslag og ideer. Her nævner jeg bl.a. omvendt stjerneløb - og jeg har lavet et til jer, som jeg håber, at der er nogen der kan bruge. Det handler om Vitello. Det eneste det kræver er, at eleverne skal have en blyant i hånden. Og så skal du have kopieret opgaver og svarark. Men det står alt sammen på første side i filen. Du finder løbet på Forskellige løb/bevægelse/brain-breaks under dagens dato. Løbet kan bruges, hvis I tidligere har arbejdet med Vitello, eller hvis dine elever i det hele taget blot kender en smule til Vitello bøgerne. 


NB: Et par stykker skriver på facebook de kun kan se billede 1. Som altid med mine indlæg her på bloggen: Følg linket i teksten over billedet, så finder du filen med hele løbet. ;-)

12 april 2020

Påskeferie, vaske hænder og links

Jeg glemte et par ting i går, men så skriver jeg da bare et indlæg mere. Jeg fik nemlig i sidste uge en henvendelse fra en lærer, om jeg mon kunne lokkes til at lave et ark til at skrive om påskeferien. Så det har jeg selvfølgelig gjort. Jeg ved ikke, om der er nogen der tænker de kan bruge dem i disse tider, men om ikke andet så er de der jo så til næste år. ;-) Jeg har lavet dels som skriveskabelon (med eller uden billeder/ord) eller blot som ark, hvor man kan skrive lidt på - så kan man selv vælge, hvad der passer bedst til ens elever. Find dem på Lidt af hvert under 9/4 (scroll helt ned til kommentarerne begynder).

Samme sted har jeg også lige smidt et piktogram der passer til mine andre piktogrammer til dagens program - vaske hænder. Så har man mulighed for at tydeliggøre i programmet, hvornår der skal vaskes hænder. 

Og så til lidt forskellige links. Jeg ser rigtig mange der efterlyser sange til at hjælpe med at få vasket hænder, oversigter generelt omkring håndvask, osv. Nogle er også gået i gang med selv at lave plakater og dele. Det vil jeg holde mig fra - jeg kan ikke tegne, så det vil ikke blive kønt. Og egentlig så findes der rigtig mange muligheder fra det offentlige som kan bruges - noget af det har jeres skole måske allerede bestilt inden nedlukningen.

Milton og den usynlige coronavirus: En rigtig fin bog, som jeg kun kan anbefale. Bogen er indlæst, så man kan høre den læst højt af selveste Lars Bom. I bogen (og på hjemmesiden) er desuden Miltons vaske hænder sang, som man måske kan bruge og afspille, når der skal vaskes hænder? På siden findes desuden forskellige spil, og jeg ved at der arbejdes på højtryk med en lærervejledning, hvor der også bliver opgaver i PDF-format, som kan printes.

Klistermærke til ophæng: Fra KL og Komiteen for Sundhedsoplsyning en strimmel klistermærke der viser, hvordan man vasker hænder. Jeg ved, at min skole fik indkøbt nogle af disse lige inden vi blev sendt hjem, så dem regner jeg med er sat op på min skole, når vi kommer retur i næste uge. Den kan også fås i en udgave til de lidt ældre elever og personale, som vi også har købt - se den HER. (Og bare lige for at få det på det rene, så JA, jeg mener at det er skolens pligt og ansvar at indkøbe disse og sætte op ved toiletter/håndvaske - og gerne i klasserne, hvis der er håndvaske. Det burde ikke være op til den enkelte lærer at indkøbe sådanne ting.)
Hvis man selv vil printe, så faldt jeg over DENNE planche, godt nok fra Fødevarestyrelsen, men den viser ret fint, hvordan man vasker hænder korrekt.

Video - vask hænder børn: En video lavet tilbage i 2009, men som også meget tydeligt viser, hvordan man vasker hænder. Man skal dog lige være opmærksom på, at de steder der nævnes til slut i videoen ift. hvornår der skal vaskes hænder er udvidet en smule med alt det der foregår lige nu. Læs Vejledningen for gradvis, kontrolleret genåbning af skoler og fritidsordninger hvor alle oplysninger ift. hvornår der skal vaskes hænder kan findes (i videoen står der f.eks. før du spiser, ifølge vejledningen skal der vaskes hænder både før og efter man har spist).

Og så faldt jeg over et par interessante sider fra Region Sjælland, som også har nogle gode oversigter i børnehøjde. Siderne er ikke lavet i forbindelse med corona, men er generelle sider - men derfor er de nu ret fine alligevel.
Første link: Her findes også en rigtig fin video der viser, hvordan man vasker hænder. De har desuden lavet en plakat der viser, hvilke områder man ofte glemmer, når man vasker hænder.
Andet link: Her finder du bl.a. en plakat med, hvornår der skal vaskes hænder (igen pas lidt på, da det hele jo pt. er udvidet ift. hvornår hænderne skal vaskes). Du finder også en plakat klar til udprint med en vaske hænder sang på melodien Mester Jakob. Den skal måske synges 2 gange, det tager ca. 25 sekunder at synge de to vers. ;-)
Tredje link: Her finder du de materialer, som Region Sjælland har lavet (bl.a. materialer fra de første to link). Igen, de er ikke lavet til denne situation med corona, men det kunne godt tænkes, at du kan bruge noget af det.

11 april 2020

Tilbage i skole - forslag og ideer

I næste uge går det løs igen, for nogle først ugen efter. Det er lidt specielt at tænke på. Der er så mange ting, som skal hænge sammen og ordnes, for at skolerne kan åbne igen. Som nogle af jer sikker har set på facebook, lavede jeg i torsdags indlægget "Har du prøvet at sætte elever i 0.-2. klasse til at vaske hænder?". Her tog jeg udgangspunkt i Vejledningen der er lavet ift. genåbning af skolerne. Indlægget blev skrevet lidt for sjov, men samtidig også i ramme alvor. For der kommer til at gå en del tid med at vaske hænder - især med de mindste. De større i 4.-5. klasse er nok en smule hurtigere til det. ;-) Så derfor også lige en reminder her - der er altså fortsat tale om nødundervisning. Ikke dermed sagt, at vi ikke skal undervise, men vi er under andre vilkår og må derfor også se på, hvad der er praktisk muligt, og hvad der giver mening. Det kigger vores ledelser forhåbentlig også på, når de planlægger de kommende ugers skemaer.

Men udover vaske hænder, er der jo en række andre krav. Bl.a. 2 meter mellem hver elev, gerne undervisning så meget som muligt udenfor, ekstra rengøring, begrænse legetøj i klassen (det skal også gøres rent), hver opmærksom på de ting der er i klassen og som eleverne bruger (igen, rengøring), osv., osv. Der er VIRKELIG mange ting der skal tages hensyn til og overvejes! Og jeg ved at ledere og kommuner knokler på højtryk for at løse disse opgaver. Nogle skoler vil have det let ift. at være udenfor pga. gode udendørsarealer, andre skoler vil måske have det lettere ved at være indenfor pga. knap så gode udendørsarealer, og nogle skoler er udfordret på indendørslokaliteter, da der ikke er andre klasser til rådighed. Det er virkelig nogle store puslespil der skal gå op og hænge sammen.
Jeg ved ikke så meget hos os selv endnu, udover at klasserne bliver delt i 2, og at vi nok i vist omfang kommer til at være indenfor - vi er ca. 400 elever som skal deles om vores udendørsarealer på en byskole, så det bliver ikke helt let. Men er sikker på, at vi nok skal få løst den del også. Lige nu ved jeg ledelsen arbejder på højtryk for at lave planer, og så er vi indkaldt til møde på tirsdag, så vi sammen kan hjælpes ad.


Noget af det jeg har set nævnt flere steder er muligheden for, at ledelsen skriver ud til alle forældre ift. at lade deres børn medbringe nogle ting hjemmefra, så der ikke skal deles i klassen - og det synes jeg egentlig er en ret fin ide. Det kunne f.eks. være:
- egen saks og limstift
- blyanter og farver (tjek op på at de er spidset og klar til brug)
- viskelæder
- evt. en pude eller underlag, som kan siddes på udenfor
- tøj der passer til vejret (især vigtigt, hvis din skole lægger op til at være meget udendørs)
- måske eget kridt til at tegne med udenfor eller eget sjippetov, der kan være i klassen og tages frem ved lejlighed (til både bevægelse og fagligt)

Forslag og ideer
Jeg har en formodning om, at mange skoler sikkert deler eleverne i 2 for at kunne leve op til kravet om 2 meter mellem hver elev. Det betyder, at man har en mindre børnegruppe end vanlig, og måske kan man dermed også sætte eleverne i gang med aktiviteter udenfor i mindre grupperinger, fordi det er lettere at overskue. Har man 12 elever, kan der f.eks. være 4 elever sammen i 3 faste grupper, og man vil så kunne lave 3 stationer med opgaver, som eleverne kan rotere mellem (men hver obs på eventuelle materialer ift. rengøring). På en station kan opgaven f.eks. være et spil hvor gruppen deles i to-mandsgrupper, som så spiller mellem hinanden. Der er uden tvivl mange muligheder for gode stationer udenfor (eller i klassen, tænk her 4 stationer med 3 i hver gruppe), hvor der arbejdes på fagligt eller kreativt med opgaver. 

Af andre ideer kan nævnes:

Omvendt stjerneløb: Eleverne er placeret i grupper væk fra læreren, gerne 2-og-2, hvis du har 10-12 elever i klassen. De løber ind til midten til læreren, får udleveret en opgave, og skal så løbe ud at løse denne opgave. Afhængig af opgavens art kan eleverne enten løbe retur til læreren og få tjekket løsningen, eller læreren går ud til gruppen og tjekker løsningen. Herefter ny opgave. Lav gerne opgaver, som ikke kræver rekvisitter - ellers vær opmærksom på rengøringen.

Bombejagt: Der laves en firkant med felter i skolegården (kridt, grene eller lignende) - størrelse kan afhænge af klassetrin. Det kan f.eks. være 6x6 felter. Samme bane er lavet på et stykke papir. Alene eller i makkerpar laves nu en bane, som en anden elev skal gå igennem (dvs. indgang i et felt, udgang fra et felt i bunden). Der placeres bomber undervejs. Eleverne skal lave opgaver til bomberne, så når en elev går igennem banen, skal den elev der har lavet banen stille disse spørgsmål. Svares korrekt, må eleven gå videre. Svares forkert må eleven starte forfra. Kan evt. laves i mindre grupper, så 4-5 elever er ved banen og afprøver hinandens baner og opgaver.
Ark med baner der blot skal udfyldes med bomber kan findes HER (er også placeret på fanen Spil), men eleverne kan selvfølgelig også tegne deres egne baner selv.

Ordarbejde: Skriv ord/bogstaver i sand med en finger/pind, lav ord/bogstaver med kviste/blade/mv., skriv ord med kridt (hvis eleverne kan få deres eget kridt), stav ordet i sjippetov (hvis muligt at spritte dem af eller egne sjippetov), stav ordet mens der hoppes sprællemand, lav hentediktat (ordene hænges op, eleverne løber hen og læse et ord og retur til ark eller hæfte og skriver ordet ned), osv.

Generelt tror jeg at begrænsningen ift. materialer (jf. rengøring) vil kunne betyde, at der nok i højere grad skal kopieres materialer. Det kan være ark med bogstaver, så eleverne får deres eget bogstavsæt at klippe ud og bruge efterfølgende. Eller ark med ord, som bruges til at lave sætninger. Eller diverse spil som printes og smides ud efter brug, hvor man før havde valgt at laminere dem. Jeg har flere spil, som jeg tænker vil kunne bruges på stationer eller som hygge i løbet af dagen. Det kan også være, at enkelte af de aktiviteter jeg har delt ift. bevægelse, vil kunne bruges i løbet af den kommende tid. Måske kan du finde flere ting her på bloggen, som vil kunne bruges, så kig dig omkring.