User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

14 februar 2019

Fastelavn

Det der med fastelavn er lidt pudsigt. Talte med min niece forleden dag. De har haft fastelavn på hendes skole. På min egen skole holder vi det den 4. marts dagen efter fastelavnssøndag. Men hva', ligesom vi holder vinterferie på forskellige tidspunkter, så kan vi da også holde fastelavn på forskellige tidspunkter ;-) Mange af jer har ferie i denne uge - jeg selv og resten af det nordjyske har først første i næste uge. 

Jeg fik en henvendelse, om jeg havde noget materiale i forhold til fastelavn. Det har jeg ikke. Men, jeg har nu lavet et par filer, som I er velkommen til at bruge, hvis I kan. En fil med "Vi lærer ord - fastelavn" samt et par skriveark, hvor man selv kan skrive en lille tekst/historie. Begge filer finder i på "Emner".


04 februar 2019

Registrering af læsning

Jeg så tidligere i dag, at en bruger på facebook efterlyste et papir til registrering af læsning. Det har jeg også tidligere lavet - I finder såmænd et par meget simple bud på "Lidt af hvert". Men, jeg har i lang tid gået og tænkt lidt over de der ark... Hvis man følger amerikanske lærere på diverse medier, vil man se, at mange af disse går væk fra ark, hvor eleverne skal noterer dato, sidetal og forældreunderskrift fordi det på mange måder dræner elevernes oplevelse af det at læse. Samtidig sætter man spot på pressede hjem, som måske ikke lige får skrevet under på sedlen (også selvom barnet har læst). Og et registreringsark garanterer jo ikke at hjemmet rent faktisk får læst....
Pernille Ripp, som er en dansk-født lærer der bor og arbejder i USA har bl.a. skrevet en del om disse "reading logs", men flere andre kan også findes - søg blot på reading log på f.eks. pinterest, og du vil få mange forskellige bud og ikke mindst blog-indlæg om, hvorfor folk er gået væk fra dem, og hvad de gør i stedet for.

Det vigtigste må være at bibeholde en læseglæde samtidig med at eleverne gøres bevidste om, at det er vigtigt at læse hver dag, for når man læser bliver man en bedre læser (man får større ordforråd, bliver hurtigere til at læse, opnår bedre strategier for læsningen). Elever skal have lov til at læse de bøger, som de gerne vil læse og det er ikke nødvendigvis de bøger, som vi sender med dem hjem som en 'skal-læsning'. Hav bogkasser i klassen, som de selv kan vælge ud fra, gå på biblioteket og lån bøger med hjem. Har man kasser i klassen, er det let for eleven at bytte bøger i løbet af ugen. Vælger eleven en bog som er alt for svær, så lad eleven gøre det - men aftal samtidig at eleven tager en anden bog med hjem, som passer bedre i sværhedsgrad, så h*n har et alternativ. Og er den valgte bog for let, så lad eleven læse den - måske er det lige det eleven kan holde til den dag/uge. 

Men vi vil jo stadig gerne gøre eleverne opmærksomme på, hvor vigtigt det er at læse. Jeg har derfor lavet et "Jeg læser" ark, hvor eleven farver en genstand for hver x minuter h*n har læst - antal minutter kan aftales mellem lærer og elev, så det dermed kan differentieres på klassen eller startes med f.eks. 10 minutter i starten af 1. klasse og så efterhånden øge antallet af minutter i løbet af årene i indskolingen. Jeg har også lavet et identisk ark, men hvor der er fokus på højtlæsning (eller barnets legelæsning), så det evt. kan bruges i 0. klasse. Find arket på "Læsning" under 4/2-19.


Og så har jeg lavet nogle lidt anderledes "Jeg har læst" ark, hvor eleverne noterer bogen titel og herefter løser en opgave. Det kan f.eks. være at tegne/skrive om det bedste i bogen, bogens hovedpersoner, hvad handler historien om, osv. Der er plads til 4 bøger på siden. Man kan f.eks. sende arket med hjem om mandagen, så det udfyldes i løbet af ugen. Fredag samles der op, lav f.eks. læseklubber, hvor eleverne kort fortæller hinanden om, hvad de har læst. Du har som lærer mulighed for at spørge interesseret ind til en tegning en elev har lavet eller en tekst, hvor eleven fortæller om de læste bøger. Du kan vælge blot at anvende et par enkelte af arkene eller bruge flere af arkene - det hele afhænger af klassetrin og elevgruppen. Husk at læse vejledningen på første side i filen. Du finder den samme sted som ovennævnte "Jeg læser" ark.



03 februar 2019

Bogstavbog - og lidt om BETT

I uge 4 var jeg for første gang med til BETT i London. Det var en kæmpe oplevelse! Én ting er selve konferencen, som er kæmpestor - hvis I har været med til Læringsfestival i København, vil jeg tro at messen er ca. 3 gange større. Der er vanvittig mange stande - nogle bedre end andre. Men udover det så er der alt det netværk, som foregår ved siden af - altså dansk netværk. For der er simpelthen så mange danskere på BETT i den uge, at man konstant støder ind i folk, som man kan få en snak med. Hvis I har det mindste interesse for IT i undervisningen, kan jeg kun anbefale jer at komme med engang!
Jeg oplevede også nogle ting, som pt. rumsterer lidt i baghovedet. Jeg har en ide om noget materiale, som jeg godt kunne tænke mig at lave ift. noget IT, men nu må vi se, hvordan det går. Tiden skal lige være til det...

På tirsdag skal jeg omkring Børnehaveklasseforeningen i Viborg for at holde oplæg om min blog og mulighederne for IT i 0. klasse. Jeg har holdt oplæg om samme emne her i Aalborg i 2017 og 2018, så jeg glæder mig til at slå et smut forbi Viborg. 
Da jeg jo så var i tankerne omkring 0. klasse, og jeg længe har haft en plan om at lave en bogstavbog til 0. klasse, ja så fik jeg endelig lavet den i dag. Jeg har flere materialer på bloggen, som på mange måder minder om filen. Jeg har forsøgt at samle det bedste fra nogle af mine ting, og få det sat sammen, sådan som jeg egentlig gerne vil have det skal se ud. Og så blev det til en lille bogstavbog, der kan bruges i 0. klasse eller specialundervisningen. Der er en forside i filen, så man kan kopiere alle siderne til en bog/hæfte. I finder filen på 0. klasse.