User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

13 september 2023

Refleksion over ofte spurgt spørgsmål - læringsapps

Kender I det med, at I ser et spørgsmål på de sociale medier, som er set så mange gange før, men lige denne gang får det dig til at stoppe op og reflektere. Måske er det bare mig, men sådan en oplevelse har jeg lige haft. Og inden jeg går videre, vil jeg gerne starte med en disclaimer: Mine refleksioner handler ikke om for eller imod skærme - jeg tror nemlig at skærme kan være godt, hvor det giver mening (og at vi i DK i det hele taget burde have fokus på teknologiforståelse i skolen, men det er en helt anden snak). 

Kender I nogle gode apps til dansk/matematik/engelsk/ til brug i 1.-2. klasse? Det er forældre som spørger.

Er ovenstående et spørgsmål I kan genkende? Hvis ja, har I sikkert enten selv fået det stillet eller også har I set et af de utallige spørgsmål af lignende karakter i forskellige undervisningsgrupper på SoMe gennem årene. Og egentlig er jeg ofte sprunget til tasterne med forslag, som andre tidligere har foreslået eller jeg selv i sin tid har afprøvet. Men så var det, at det ramte mig her til aften. Hvad kan diverse apps mon, som man som forældre ikke kan skabe på anden vis? Og er det mon let at spørge efter apps, fordi så er børnene optaget med noget (læring?) på et device de i forvejen bruger (meget). 


I formiddags sad jeg med til 2. temadag i et temaforløb om samarbejde med forældre om sproglig udvikling og forebyggelse af læsevanskeligheder. (Temaforløbet er i fuld gang, men I kan læse mere om videns- og inspirationsmaterialet HER.) Jeg har brugt formiddagen på at tale om børns sproglige udvikling og den opmærksomhed vi skal have herpå ift. forældre på tværs af sundhedspleje, dagtilbud og skoler. Hvordan kan vi skabe et fokus på sprog i dagtilbud og skoler generelt, men lige så meget, hvordan kan vi hjælpe og støtte forældre til at arbejde med sproget derhjemme (og det kunne lige så vel handle om matematiske kompetencer, men nu er det lige sprog vi arbejder med). 


Og med det in mente, når jeg så ser endnu et opslag, hvor der spørges efter apps til telefon eller iPad, så slog det mig. Hvad er det mon forældrene efterspørger, vi som lærere ikke hører? Er det fordi forældrene regner med, at en app kan gøre det ud for træning i bogstavernes lyde og form eller den første læsetræning? Er det fordi man på en app kan lære plus, minus og gange? Eller efterspørger forældrene apps, fordi de reelt ikke helt ved, hvordan de skal hjælpe deres barn? Kan der mon (indimellem) være tale om forældre, som kunne have brug for gode ideer til, hvordan de kan inddrage sprog, læsning og matematik derhjemme? 


Hvad ville der mon ske, hvis vi sagde følgende til forældrene: “Jo, jeg vil gerne prøve at undersøge gode apps til jer. Men kan du ikke lige fortælle mig lidt om først, hvorfor du gerne vil have forslag til apps og hvad det er, du gerne vil have fokus på?” Måske viser den samtale sig at åbne for et helt andet billede for begge parter, hvor forældrene kan blive klædt på til, hvordan de i det daglige kan arbejde med sprog, bogstavernes lyde, matematik, osv.. Det kan også være, det ikke er tilfældet, og de bare gerne vil have bud på læringsapps, så barnet laver noget, de mener er mere kvalificeret på iPad'en. Og det skal selvfølgelig også være helt ok, det beslutter forældrene. Men så har vi i det mindste været nysgerrige, taget snakken, og husker det måske næste gang en ny forældre spørger efter gode apps. Og hvem ved, måske bliver der også sået et lille frø hos forældrene, som gør at de begynder at reflektere mere over, hvad de egentlig er ude efter.


PS. Tilbage i april lavede jeg et indlæg om, hvordan forældre kan støtte i arbejdet med læsning. Det passer vist meget godt at linke til, hvis nogen mangler ideer til de yngste.


08 september 2023

Ugens ord

Først en disclaimer: Jeg har modtaget materialet i gave fra forfatteren, så derfor er det et reklameindslag. Men hvilken gave - jeg er begejstre!

Jeg har gennem årene ofte arbejdet med ugens ord. Jeg kan huske, at vi i mit team for det der nu er ved at være nogle år siden, startede hver uge ud med et nyt ord, og eleverne skulle tegne og skrive i deres hæfter, hvad ordet betød. Vi samlede hæfterne sammen og læste igennem, og der var nogle virkelig sjove beskrivelser fra ungerne indimellem. Det kunne være ord som bænkevarmer, kartoffelferie og agurketid. Sidst på ugen talte vi så om ordet igen og hvad det virkelig betød - til stor 'aha' oplevelse for nogle. 

Hvis man har prøvet at være på kursus med Kenneth Jakobsen Bøye, har man helt sikkert også hørt om hans fortællinger om ord. Fx den om blomsten og sexsygdommen som i sin tid havde fået byttet navn. ;-) Kenneth er fantastisk til at finde på disse fantasifortællinger - og det er jeg på ingen måde! Jeg har gennem årene flere gange sagt til Kenneth, han burde nedskrive nogle og hjælpe os fantasiløse, og det har han nu gjort. Kenneth har nemlig udgivet materialet "Ugens ord  - Ordkort med 32 gode ord og endnu flere aktiviteter". 

Materialet er en kasse med 32 ordkort, hvor der på bagsiden er en fantasifortælling samt 1-2 aktiviteter. Det er intet mindre end genialt, og er nogle virkelig sjove og finurlige fortællinger! Og så fin en måde at tale om ord og deres betydning. Der er også en meget kort og overskuelig vejledning, og desuden tomme ordkort som kan kopieres så eleverne kan skrive i dem. Eller man som lærere kan lave flere ordkort tænker jeg. Måske kan fantasifortællingerne være med til, at man selv kan komme i gang med at digte historier. 

Et ord om ugen giver mulighed for at komme gennem materialet på et år. Og de gode fortællinger giver anledning til, at eleverne får endnu flere og gode ord i deres ordforråd. For jeg tror på, at de sjove fortællinger er med til, at man som elev tænker 'hey', når de på et tidspunkt støder på ordet i en anden sammenhæng.