Så blev det efterår, og jeg så på facebook, at der var nogle der efterspurgte materialer til efterår. Jeg har prøvet med et bud, måske kan det bruges.
Jeg har lavet en "Vi lærer ord - efterår" samt en "Bog om efterår". De kan bruges sammen eller hver for sig. For en uges tid siden lavede jeg alfabetet, som jeg satte ind i et græskar, det er også lidt et efterårstema. Måske kan man bruge disse græskar til at stave nogle af efterårsordene med? Der er i hvert fald mange muligheder. Græskarrene findes med både det store og lille alfabet samt tallene fra 1-20. Alle tre dele findes på fanen "Emner".
Jeg tror ikke jeg skrev ud om det, men tidligere i august har jeg også lavet et "mix'n'match" med rhymes til engelsk. Jeg har brugt det i en 2. klasse, da vi har haft et emne om rhymes. Det findes selvfølgelig på fanen "Engelsk".
Lige for tiden bruger jeg lidt krudt på at arbejde i Book Creator, fordi der simpelthen er så mange fede muligheder! Jeg har bl.a. lavet bøger, som jeg har brugt i min undervisning i engelsk i både 1. og 2. klasse - et kæmpe hit på begge årgange, så det skal jeg helt sikkert have lavet lidt mere af. Hvis I ikke har set dem, så kig forbi min blog "IT i indskolingen".
Denne blog henvender sig jo primært til indskolingsfolk, men måske arbejder nogle af jer med ordblinde/læse- og skrivesvage elever, eller kender nogle der gør. Bruger I AppWriter, har jeg lavet et google site, som er henvendt til elever, forældre og personale på min skole, men andre kan helt sikkert også få glæde af det, så jeg har delt den rundt omkring på de sociale medier. I er velkommen til at kigge forbi, samt dele linket videre - http://sites.google.com/voes.dk/itvoes.
Den 8. september er det den internationale læsedag. Jeg fik en henvendelse, om jeg ikke havde nogle gode ideer til, hvad man kan lave sådan en dag. Jeg kan ikke huske, hvornår vi begyndte at markere dagen på vores skole, men vi har efterhånden haft det nogle år. Vores 2 dygtige læsevejledere planlægger hvert år hele dagen, så resten af skolens lærere blot skal læse programmet og følge planen - det er vi dem evigt taknemmelige for!! I år markerer vi dagen den 7. september. Vi har 3 ting, som vi har med hvert eneste år og som eleverne elsker. - Højtlæsning for hver af de tre afdelinger. I år har vi en skuespiller til at læse højt for yngste afdeling (han læste også højt for os sidste år, hvor han læste Palle P og perlen - stor succes), vores skoleleder skal læse for mellemste afdeling og en forfatter skal læse højt for ældste afdeling. Vi starter altid dagen med denne højtlæsning. - Selvstændig læsning i klasserne, ca. en lektion (ofte efter højtlæsningen). Her tælles der sidder sammen - antal læste sider indskrives i et regneark oprettet til dagen. I frokostpausen har hver lærer så en ballon med helium med i klassen, hvorpå vi skriver antal læste sider på. Inden skoledagen slutter, mødes vi alle udenfor, hvor ballonerne samles sammen og vores skoleleder fortæller, hvor mange sider hele skolen har læst i alt. Derudover fortælles det også, hvilken klasse der har læst flest sider, og de får æren af "Læseuglen", som holder dem med selskab til næste års læsedag. Til slut sendes alle ballonerne til vejrs. - Makkerlæsning, dvs. de små klasser er makkere med de større klasse, til meget stor glæde for både de store og de små. De små har på forhånd øvet et par sider i en bog (eller en hel bog), som de gerne vil læse højt, så de er forberedt på, hvad de skal. De store kommer med en bog, som de selv har været med til at vælge og læser højt for de små. Det er vigtigt her at være opmærksom på, at de store ikke bare skal vælge de lette frilæsningsbøger - gå i stedet efter f.eks. billedbøger eller bøger med lidt mere indhold. Dansklæreren for de respektive makkerklasser har på forhånd lavet makkerpar, for det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan eleverne sættes sammen, så ingen får en dårlig oplevelse ud af det. Ofte får makkerparrene også mulighed for lige at gå ud og lege en tur og hygge sig lidt. Ovennævnte ting fylder som regel ca. halvdelen af dagen. Derudover er der 2-3 lektioner, som hvert år har forskelligt indhold. Vi har et år lavet multimodale fortællinger, hvor eleverne blev blandet på tværs af grupper og f.eks. skulle lave en reklame for skolen. Et år havde vi fokus på højtlæsning - hvordan læser man højt og hvordan bliver man en god oplæser? Vi har også arbejdet med faglig læsning, hvor faglærerne kom mere i spil (her havde vi også en gruppe som arbejde med opskrifter, og så var der kage til alle skolens elever). Hvad vi skal arbejde med i år, har vi endnu ikke fået at vide, men jeg ved at vores læsevejledere er i gang med at lave programmet. Vi har også prøvet at lave happenings i pauserne, hvor lærere var klædt ud og læste højt forskellige steder rundt på skolen, hvor eleverne så kunne samle sig og lytte med. Det kunne f.eks. være Pippi der læste højt, Find holger der kiggede i bøgerne, eller H.C. Andersen som læste eventyr. Vi havde vist også en fodboldsspiller, som læste højt fra en fagbog eller fodboldbog. Høst & Søn og Gyldendal er gået sammen om at lave et site, hvor I måske kan blive yderligere inspireret og finde gode ideer. Kig her: Den kæmpe store læsedag. Jeg kan kun anbefale at markere dagen - det er virkelig en dejlig dag!
Jeg kom tilfældigt til at kigge lidt rundt bag om bloggen i dag, og så til min gru, at der er kommet forskellige kommentarer til nogle af siderne i løbet af de sidste par måneder, uden at jeg har fået en notifikation om det. ØV, det er jeg altså rigtig ked af!! Når folk skriver en kommentar et sted på bloggen, får jeg normalt en mail om det. Men af en eller anden grund, har jeg ikke modtaget disse mails for de sidste 4 måneder, grrr! Jeg har været rundt om de kommentarer og spørgsmål jeg har fået, og har svaret på disse. Nu må jeg holde øje med mine kommentarer og se, om notifikationerne evt. dukker op igen!
En af de missede kommentarer handlede om, at de manglede faget historie blandt mine piktogrammer til dagens program. Jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg ikke har lavet til historie, men jeg kunne ikke finde det blandt de andre, så jeg har selvfølgelig skyndt mig at lave en, som jeg har lagt på "Lidt af hvert".
Jeg så en efterlysning på facebook efter nogle farveopgaver med ordklasser, og det fik mig til at gå og tænke lidt. Så på fanen "Ordklasser" finder I lige nu en fil med 4 opgaver - måske er der nogen som kan bruge dem.
Og da jeg jo nu var i gang, så brugte jeg de samme billeder som udgangspunkt for nogle opgaver til matematik i 0. klasse, evt. start 1. klasse. Det kunne godt tænkes, at der kom flere engang. Jeg har placeret dem både på "0. klasse" samt "Matematik".
I løbet af den kommende uger starter eleverne igen i skole. Jeg ved mange starter i morgen mandag, i min kommune starter eleverne først onsdag, så vi har lige et par dage mere til at gøre klar. I år har på mange måder været en underlig opstartsuge for mig - for første gang i 13 år, har jeg ikke stresset rundt, fordi jeg havde et klasseværelse der skulle gøres klar. Sidste weekend var jeg en tur i Ikea - det var helt mærkeligt ikke at gå og kigge efter ting jeg måske kunne bruge eller have en liste over ting jeg skulle have fat i; jeg plejer stort set hvert år at være omkring Ikea inden skolestart, fordi der lige var et par ting jeg skulle have fat i. Men ikke i år - i år skal jeg være faglærer i engelsk på 2. årgang samt i en 1. klasse, og IT-vejleder. Og så selvfølgelig mit arbejde på CFU. Så i år har jeg brugt tid på it-ting og snakket MinUddannelse med kollegaer. Men det har nu også været ganske hyggeligt - og på mange måder egentlig en ganske rar opstart! Men jeg ved jo af erfaring, at der er super mange ting man skal have styr på de første dage inden eleverne starter. Jeg ved også, at mange kommuner har diverse kursus og inspirationsdage, som lærerne skal deltage i - nogle steder så meget, at lærerne måske ikke helt synes, at de har ordentlig tid til at planlægge. Og det er en skam synes jeg, for det er ikke nogen særlig rar fornemmelse at starte skoleåret med en følelse af at være bagud allerede inden man er startet. Men lærere (og pædagoger for den sags skyld) knokler derud af, så selvfølgelig skal alt nok nå at være parat til eleverne starter i skole. Er du ligesom jeg og mine kollegaer så heldig, at du har et par dage endnu inden eleverne kommer, og står du lige og mangler det sidste inden skolestart, ja så kan det være du kan finde de sidste ting her på min blog. Jeg har både navneskilte, piktogrammer, alfabet- og talplakater, kalender- og vejrkort samt quiz og byt eller find en der samt et par sider omkring sommerferie. Og selvfølgelig en hel masse andre ting, som ikke nødvendigvis har noget med sommerferie eller skolestart at gøre. :-) Kig forbi fanen "Lidt af hvert", hvor du finder de mange nævnte ting.
Nogle af jeg kender måske siden teachingfuntastic.no som Eirin Rannekleiv står bag. Hun laver nogle rigtig fine materialer, og er ved at starte en dansk netbutik op. Lisette Jørgensen (som også har en fane her på min blog) skrev til mig sidste sommer for at høre, om jeg ville være med til at oversætte Eirins produkter - og det kunne jeg ikke sige nej til! Og nu sker det så endelig - den danske netbutk! På onsdag, den 15. august slår den dørene op, så de danske lærere og pædagoger også kan få fat i Eirins fine materialer. Hun har et super godt tilbud den første uge, hvor man kan spare 50% hvis man bruger rabatkoden "velkommen", så kig endelig forbi https://teachingfuntastic.dk/ på onsdag!
Det er ikke sådan når man har ferie og synes man lige skal have tiden til at gå lidt... Har fået lavet lidt forskelligt materiale i løbet af den sidste uges tid siden sidste indlæg her på bloggen. Et par af filerne har jeg nævnt i min facebookgruppe, men samler dem lige her i dette indlæg også. Men først, jeg har lige afsluttet en fil om fablen "Løven og musen". Jeg har meget længe tænkt, at jeg gerne vil lave materiale til emnet fabler, men jeg synes ikke, at det er så let at få hul på. Egentlig vil jeg gerne lave materiale til "Tinga tanga fablerne" som kan ses på mitcfu.dk, men det kunne min sommerferiehjerne ikke helt gennemskue. Så nu blev det i stedet til et kompendium om "Løven og musen". 😊 Jeg har forsøgt mig med at skrive teksten i 3 forskellige sværhedsgrader. Brug hvis I kan - I finder det her.
En god kollega kontaktede mig med en bevægelsesaktivitet, som hun havde planer om at bruge. Jeg forfinede den lidt og har lagt den her, hvor I kan finde den under 31/7-18.
Jeg har også lavet nogle 'dobbelt-bogstaver' med billeder i, hvor eleven skal farve ord, der starter med bogstavet. Derudover har jeg samlet en fil med tomme 'dobbelt-bogstaver', da jeg tænkte de måske kan bruges til forskellige ting (f.eks. farvelægning, lave modellervoks, osv.). De kan findes her under 1/8-18.
Og som det sidste har jeg lavet "Jeg har - hvem har" med de 120 ord. Jeg fik en henvendelse fra en lærer som spurgte, om det ikke var muligt, og det er det jo selvfølgelig. Udfordringen er at der jo er 120 ord, så hvordan får man lige det delt ind i spil der kan bruges? Jeg valgte at tage udgangspunkt i andre materialer som findes her på bloggen, samt min bog "De 120 ord". Det betyder, at jeg er endt med 10 spil med 12 ord i hver. Læs mere ved af finde filen under 2/8-18 her.
Har du endnu ikke set mit indlæg om "Et nyt skoleår venter", så kig endelig forbi. Her kan du bl.a. finde et ark, som man kan bruges en af de første skoledage, så eleverne kan fortælle om deres ferie.
Jeg håber, at alle nyder den danske sommer, som for en gangs skyld har vist sig fra sin aller pæneste side i år! Jeg har tilbragt 2½ uge i USA, hvor den har stået på afslapning i stor stil. Jeps, du læste rigtig - afslapning. Jeg ved godt, at det lyder helt forkert, når man nu er rejst hele den lange vej, men det har en god forklaring. Jeg var for 20 år siden udvekslingsstudent i USA, og har været i USA for at besøge den familie jeg boede ved. Min værtssøster er desværre ramt af kræft og i kemobehandling, hvilket lægger en dæmper på aktivitetsniveauet. Vi var dog 1½ uge i Florida, hvor vi bl.a. besøgte Epcot, som er en del af Disney World. Kan helt bestemt anbefales! Og så fik jeg da også lige brugt lidt penge på at købe bøger, jeg måske kan bruge i min engelskundervisning - du kan se et billede af disse i min gruppe på facebook. (Købte også en ny kindle, men det siger vi ikke til nogen 😉) I løbet af næste uge begynder folk så småt på arbejde igen, og måske er flere allerede begyndte at tænke tanker omkring kommende skoleår, og hvad der skal gøres klar. Jeg har lavet et par nye filer, det kan være, at er noget imellem, som du kan bruge. Opstart efter sommerferien? Måske kan du bruge mit forslag til at fortælle om sommerferien. Den findes i flere udgaver, også i sort/hvid - og enten med en palme eller en solbrille som illustration på siden. Du finder filen under 25/6-18 her.
I et tidligere indlæg samlede jeg et par forslag ift. plakater, navneskilte og piktogrammer - læs indlægget her. Hvis du har printet alfabetplakaterne i indlægget, har jeg netop lavet alfabetplancher, som du måske kan bruge (der er 2 forskellige filer). Kan f.eks. kopieres til hver enkelt elev. Du kan finde dem under 30/7-18 her.
Under den 24/6-18 samme sted, har jeg desuden også lagt en fil med et bud på skriveunderlag. Jeg skrev lidt om det i et tidligere indlæg, som du kan læse her. Har du brug for en ny kalender og kort der kan vise vejret? Så kig under 10/7-18 og 30/7-18 her, hvor du finder kort til at lave kalender og tale om dagens vejr. Kortene har samme størrelse og udtryk.
I min facebookgruppe har jeg delt et par links til nye filer på min blog, men tænkte jeg hellere måtte lave et indlæg, da det sikkert langt fra er alle, som følger min facebookgruppe.
Jeg har vist skrevet i et tidligere indlæg, at jeg har købt lidt forskelligt clipart på bl.a. teacherspayteachers, og jeg tænkte, at det må da kunne bruges til noget. Så jeg gik i gang med at lave nogle simple bogstavsark. Det tog længere tid end jeg lige havde regnet med! Men på "0. klasse" er der den 19/6-18 lagt en fil ud med et ark til hvert bogstav, undtagen Q, W og X.
Dernæst fik jeg en ide, som blev inspireret af mine "Jeg kan læse" ark. Det udviklede sig til "Lær, læs, skriv", hvor der indtil videre er lavet 22 ark. Måske kommer der flere på et tidspunkt. I løbet af de 22 ark præsenteres 44 forskellige ord. Disse har jeg efterfølgende samlet på et "Lær, læs, skriv - ord". Et forslag kan være at laminere disse, klippe en række ud ud og lade eleverne lave disse med whiteboardtusch. Så kan de viskes rene, og en ny elev kan bruge dem. De to ark kan også findes på "0. klasse". De er desuden også lagt ind på "Læsning". Kan findes under datoerne 21/6-18 og 23/6-18.
For to år siden lavede jeg et par underlag, som også kan bruges til ophæng i klassen. Dem sad jeg lige og kiggede lidt på, og har taget lidt fra dem alle og samlet dem til et fælles underlag med dansk og matematik på. Måske kan nogen bruge det. Det er placeret på "Lidt af hvert" under 24/6-18.