User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

17 september 2019

Inspiration til faglitteratur

Jeg føler mig enormt priviligeret med at være ansat på CFU. Jeg får lov til at møde en række spændende mennesker, deltage i kurser og får ofte set (og prøver at få læst det meste) en masse litteratur. 

I mandags var Gertrud Brandt på CFU i Aalborg for at holde et kursus om Flydende læsning i praksis, og det blev jeg simpelthen nødt til at deltage i. I foråret kom 2. udgave af bogen samt tilhørende kopimappe, og det er en bog jeg kun kan anbefale - også hvis man er lærer i indskolingen! Hvor jeg synes at bog 1 måske mest var fra 3. klasse og frem, er der i den nye udgave en række kapitler, som uden tvivl er værd at læse for indskolingslæreren.  Bog og kopimappe et must på enhver skole!

 Gå direkte til forlaget


Alinea/Akademisk forlag lavede et kort indslag med Gertrud omkring makkerlæsning, som de delte tilbage i april. I kan se videoen HER.

Jeg har også her efter sommerferien fået Sikker læsestart af Pernille Frost i hånden. Pernille er den ene af forfatterne bag Alineas nye læsebogssystem Molevitten, hvor hun står for læsesporet.

 Gå direkte til forlaget

Jeg tænker, at rigtig mange vil få gavn af at læse Pernilles bud på, hvordan elever bliver en læser. Ikke dermed sagt, at det er den eneste måde at gribe tingene an på, men jeg synes, at hun har nogle interessante betragtninger. Også et fokus som for nogle sikkert vil virke provokerende, f.eks. det faktum at der læses 30 minutter om dagen hjemme. Jeg kan kun anbefale jer at læse bogen og vurdere, hvad I selv tænker. Hvis I vil have en lille appetitvækker ift. det med læsningen hjemme i de 30 minutter, så er der i Alineas magasin "Vi læser" en artikel af Pernille Frost om netop det. Se magasinet online HER. (Bogen står alene og har ikke som sådan noget med Molevitten at gøre - men arbejder man med Molevitten vil en stor del af informationerne i bogen slå igennem i dette system.)

I sidste uge deltog jeg i Wizkids Konference 2019, hvor der var en række oplæg fra læsevejledere. Her var jeg bl.a. inde at høre Dorthe Mølgaard Mathiasen, som har skrevet bogen Styr på stavning.

 Gå direkte til forlaget

Denne har jeg ikke selv læst endnu, men den er røget på min to-read liste. Bogen henvender sig fra 5. klasse, men principperne i det tænker jeg i høj grad er anvendeligt i indskolingen - det handler nemlig om kontekstbaseret stavning. Gertrud Brandt er også inde på det samme i hendes bog, nemlig at vi i arbejdet med stavning, bliver nødt til at tage udgangspunkt i de tekster, som eleverne læser og dermed de ord, som vi gerne vil at de skal få styr på. Det giver ikke mening at arbejde med grammatikmateriale, hvor der er fokus på nogle helt andre ord, end dem eleverne har brug for, når de skal læse i timerne (se kapitel 4 i Flydende læsning). Oplægget med Dorthe var forholdsvis kort, men jeg skal heldigvis høre hende igen senere på efteråret, og det glæder jeg mig til! Jeg er slet ikke i tvivl om, at kontekstbaseret stavning er vejen frem. (Jeg tror ikke at arbejdsark/kopiark som f.eks. det jeg har liggende her på bloggen er død - det har vi stadig brug for, om ikke andet så fordi vores tid er presset og nogle gange må vi bruge det, vi har ved hånden - og det er også helt ok!)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar