Jeg har været på besøg hos en kollega (fra mit gamle team) i 2. klasse i dag, og det var en fornøjelse. Og når jeg sådan står der, så kan jeg godt savne det at undervise i dansk. Jeg savner ikke alle møderne, klasselærertingene, osv. - men det faglige lys, som eleverne oplever, kan jeg godt savne. Jeg har heldigvis nogle skønne kolleger, så kommer jeg og spørger, er jeg altid velkommen.
Besøget i dag kom sig af, at min kollega i sidste uge, var ved at fortælle, hvordan hun arbejdede kontekstbaseret ift. stavning/skrivning. Og det var jeg nysgerrig på for det er uden tvivl vejen frem. Diktater i spandevis hjælper altså ikke meget - hverken for de små eller for de store.
En ting var at få det forklaret, og tænke at det gav mening inde i hovedet. Jeg skulle lige være helt sikker på, at jeg havde forstået det korrekt, og derfor fik 2. klasse besøg i dag. (Jeg har lavet en opsamling, som I kan se under billederne.)
Det er egentlig et ret enkelt greb, min kollega brugte - inddrag det indhold, som eleverne lige har læst om. Jeg har tidligere lavet indlæg om, at vi arbejder med differentieret læsning ift. elevernes læsetræning, og at læseundervisningen køres fælles i en tekst, som eleverne ikke har lektier for i. I 1. klasse handler det rigtig meget om bogstav-lydforbindelser, hyppige ord, strategier for læsning, osv. Dette arbejde bygges der så videre på i 2. klasse.
Lige nu er 2. klasse ved at læse Otto og Lea sammen. Bogen er i deres kasser i klassen. Alle har bogen fremme, og teksten er desuden indskannet på tavlen. Læsefingeren findes frem og klassen læser i kor sammen med læreren. For hver side gribes der fat i enkelte ord eller tegn, som vendes. I dag var der f.eks. fokus på de ord, som starter med stort (hvorfor gør de det?), spørgsmålstegnet og det - der - den - de - dem. Og så blev der fremhævet 2 ord fra teksten - i dag var det ordet have (Vil du have en is?) og at vi som regel blot udtaler det ha' samt ordet siger, som klassen har haft fokus på et par gange tidligere også. Begge ord var skrevet på tavlen, og inden klassen gik videre, skulle de skrive ordet have på hinandens rygge to-og-to. De skulle gøre det 3 gange og skiftes mellem hver gang.
Herefter blev tavlen visket ren, bogen blev lukket og eleverne fandt deres forfatterhæfte frem. Min kollega dikterede nu 2 sætninger - en af gangen. Sætningerne bliver gentaget flere gange, og der bliver givet tid, så alle får skrevet. Når første sætning er skrevet, springes en linje over og sætning nr. to dikteres. Når alle har skrevet, skrives de to sætninger op på tavlen, og eleverne skriver nu sætningerne ned under deres egne sætninger, hvormed det bliver tydeligt for for barnet, hvad der blev skrevet korrekt - og hvordan det gik med de to fokus ord. De to sætninger hænger selvfølgelig sammen med den tekst, som eleverne lige har læst. Ikke nødvendigvis 2 sætninger fra teksten, men sætninger som passer med det, som de lige har læst og talt om. Dagens sætninger lød:
Lea vil ha' en is.
Det må du gerne siger mor.
Jeg gik rundt mellem eleverne mens de skrev, og det var en flok meget engageret unger som skrev. Ordet siger, som klassen i dag havde for 3. gang har en stor del efterhånden styr på at stave. Eleverne oplever stavning og skrivning i en kontekst, hvor det giver mening og i processen øverst også hyppige ord. En elev der har svært ved dansk, skrev eksempelvis ordet 'det' fordi eleven har fået tjek på det som ordbillede gennem de seneste ugers arbejde, mens resten af sætningen bestod af forlyde for de resterende ord.
Jeg fik lov til at tage billeder, så nedenfor kan I se et par billeder - jeg deler lidt flere billeder på instagram, hvis I vil se med.
Opsamling, hvordan gør jeg?
Tag udgangspunkt i de tekster, som I arbejder med fælles - det kan også være bøger, hvor I har fokus på litteraturundervisning.
Fremhæv ord i teksten og tal om dem undervejs.
Udvælg 2-3 ord som skal bruges i hver sin sætning. Skriv dem først på tavlen, snak om dem, brug dem i sætninger mundtligt. Vælg gerne 1 nyt ord og 1-2 ord, som I har haft før. Skriv f.eks. det nye ord på ryggen af hinanden.
Dikter én sætning af gangen - bed eleverne om at springe en linje over mellem hver sætning.
Skriv efterfølgende sætningerne på tavlen og bed eleverne skrive dem ned i hæftet under deres egne sætninger.
Lad eventuelt eleverne sætte ring om de 2-3 fokus ord, som var udvalgt - både i deres egen tekst og den tekst de har skrevet af. Det gør eleverne bevidste om ordene, og de fik skrevet rigtigt. Og ved ord som er genganger, kan de senere bladre tilbage i hæftet og se deres progression i stavningen af ordet.
Et ord skal skrives og anvendes i kontekst mange gange, før det hænger ved. Derfor en god ide at inddrage ord, som man tidligere har haft fokus på, så de bliver gentaget og bliver skrevet igen og igen.
Seancen med at læse og skrive som beskrevet ovenfor tog vel omkring en halv times tid i det hele. Min kollega gør det hver dag i hendes klasse.
NB: Ideerne kan selvfølgelig også bruges på andre klassetrin, så skrues der blot op/ned for sværhedsgraden. Er du lige startet i 1. klasse, så start i det små med helt simple og korte sætninger, hvor der måske især sættes fokus på de hyppige ord.
En anden god kontekst er at tage billeder af alt omkring dem.... Finde fælles ord til det, og derefter forne hver sin tekst. Det er en lidt mere differentieret tekst der så skrives.
SvarSlet