User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

20 august 2022

Differentieret læsning - læsemodul

Det er ingen hemmelighed, at jeg er stor fan af differentieret læsning og har arbejdet med det i alle de år jeg har været lærer. Det har jeg tidligere skrevet om på bloggen gennem årene. Nogle gange kan jeg tænke for mig selv, hvor jeg havde været i min lærerprofession, hvis ikke jeg var kommet i det team, som jeg endte i dengang i februar 2006...

I går havde jeg arrangeret at Carina Kaltoft og Malene Meyer kom forbi CFU i Aalborg for at afholde kursus om deres bog Læsemodul. Da jeg læste den i foråret var jeg solgt - den talte så meget ind i mit lærerhjerte at jeg vidste, at det måtte jeg forsøge at få lavet et kursus om. Jeg deltog selvfølgelig selv i kurset og skrev masser af notater. Det var et af de bedste kurser, jeg tror jeg har været med til. Og som en deltager på kurset sagde: "Det her burde alle i indskolingen høre." Og jeg kan kun være enig - det taler virkelig ind i et lærerhjerte, at der er fokus på differentiering, men uden at det bliver en uoverskuelig opgave, som det jeg og mit team nok praktiserede dengang vi startede med differentieret læsning. 

Har du ikke læst Læsemodul endnu, og er du interesseret i differentieret læsning i indskolingen men ved ikke helt hvordan du skal gribe det an, så kan jeg varmt anbefale dig at læse bogen. På Lærergnister kan du desuden finde kopiark og forslag til bøger. 

Læsemodul er en struktur/metode, hvor eleverne deles i grupper af 4-6 elever. 2 gange om ugen er der læsemodul, hvor læreren læser med hver gruppe i ca. 15 minutter. Imens laver resten af klassen værksteder (stationer, eller hvad man nu kalder dem). Det er vigtigt, at timerne lægger fast. De kan selvfølgelig flyttes, hvis der sker noget utraditionelt en uge, men som enten Carina eller Malene sagde: "Det skal på skemaet. Måske kan man skifte brikken med dansk ud, så der står læsemodul på skemaet, så alle ved, hvornår det sker." Og det synes jeg er en god pointe.

Ift. værkstederne er der mange muligheder. Man kan koble dem med stationsundervisning, hvis man har været så heldig at opleve et af Louise Duus Skovbjergs oplæg på CFU. Louise er pædagogisk konsulent hos CFU UCL og har holdt kurser om stationsundervisning de sidste par år. Falder du over et af hendes kurser, kan de varmt anbefales. Louises udgangspunkt for stationsundervisning er differentieret værksteder, som (kan) tager udgangspunkt i den tekst, som læsegruppen læser. 

Malene og Carina skeler til The daily 5, som du kan blive meget klogere på, hvis du søger på det. Der findes også en bog med titlen, som jeg desværre selv endnu ikke har læst - men har haft den på ønskelisten længe. The daily 5 består af: Listen to reading, word work, work on writing, read to someone og read to self. Ud fra disse områder kan man så strukturere sine værksteder og fx ende op med: læseværksted med lærer, skuffeværksted/kreativt værksted, skriveværksted, frilæsning/litteraturværksted, udeværksted/biblioteksværksted - og en hel masse andre muligheder. 

I bund og grund handler det om, at skabe værksteder, som eleverne kan sidde med selv - det er især relevant, hvis man ikke har en ekstra voksen i klassen. Men bogen lægger nu op til, at der altid er to voksne, når der arbejdes med læsemodul. Værkstederne laves i grupper, men behøves ikke at være samarbejdsskabende - det kan være opgaver de kan sidde alene med i gruppen. Man kan også indtænke relativt simple værksteder. Man skal ikke være bange for at have et tegneværksted, hvor der farvelægges illustrationer eller mandalaer. Eller et simpelt spilværksted. 

På kurset blev der selvfølgelig spurgt ind til det her med bøger og bøger i forskellige sværhedsgrad. Hvad gør man, hvis man ikke har den mulighed? Hvis man ikke har et lager af bøger på depotet, først skal til at samle sammen, men gerne vil i gang her og nu. Man bruger det man har. Plejer man at bruge Den første læsning, så brug den - men i læsegrupper. Den fælles klasseundervisning hvor alle læser den samme side i læsebogen eksisterer ikke i Læsemodul. I stedet arbejder læsegrupperne i det tempo, som passer dem. Det betyder, at nogle læser hurtigere i læsebogen end andre grupper. Og det vil være forskelligt hvad den enkelte gruppe snubler over i læseteksten og dermed hvad den enkelte gruppe modtager af læseundervisning i gruppen. Og den gruppe der endnu ikke er klar til Læsefidusen læser i noget andet, eksempelvis en helt lydret bog, hvor der kan arbejdes mere i dybden med bogstaverne lyd og syntese. 

Det vigtigste i en læsegruppe er, at de sider, som læsegruppen når at læse højt i dagens læsemodul, er lektien derhjemme. Der læses aldrig sider, som de ikke først har læst i læsegruppen. Så når man at læse side 6-9, så er det læselektien derhjemme. Og så er det selvfølgelig en god ide at sørge for, at eleverne har frilæsningsbøger som passer dem, så de har ekstra bøger at læse i derhjemme.

Jeg skrev næsen 6 siders notater til kurset, så ovenstående er jo blot en lille brøkdel af alt det jeg noterede. Det vil blive alt for omfangsrigt at nedskrive alt. Men har du spørgsmål så spørg bare. Eller besøg facebookgruppen Foldebøger i undervisningen hvor Carina og Malene også lægger opslag op omkring Læsemodul. Og bor du i CFU UCN område er du selvfølgelig også altid velkommen til en vejledning på CFU. :-)

04 august 2022

Plan for den første tid i klassen

Der har været meget stille på bloggen længe. Jeg er her stadig, og de fleste har sikkert også set mig være aktiv på facebook eller skrevet til mig og fået svar. :-) Og heldigvis forsvinder bloggen og materialerne jo ikke, fordi jeg ikke får skrevet noget nyt. 

Men nu banker et nyt skoleår på døren. Og måske får jeg lavet nye materialer. Jeg har allerede en ide, jeg godt kunne tænke mig at få lavet, så må vi se, om jeg får styr på den. Dette skoleår får jeg de første uger lov til at være med på sidelinjen på 1. årgang på min skole. Det glæder jeg mig til. Og hvem ved, måske det fører nye ideer med sig.

På CFU havde jeg i dag en vejledning med en lærer, som skal starte 2. klasse. Og jeg bliver bare nødt til at sige det - jeg ELSKER de vejledninger jeg har med lærerne i det nordjyske. Det giver mig så meget energi at få vendt tingene med de lærere der kommer, så de føler de går derfra med enten en plan for en struktur i dagligdagen, inspiration til årsplanen eller information omkring nye materialer, de overvejer at indkøbe. 

I dag handlede snakken mest om, at få lavet en struktur for ugen, som kan være nogenlunde fast den første tid. Dels fordi det er børn i indskolingen, og her er struktur og genkendelighed altid godt, dels fordi vedkommende er forholdsvis ny lærer i indskolingen og dels fordi det er en klasse, som har brug for en helt fast struktur til at starte med. 

I grove træk lavede vi denne plan: LINK Tirsdag er altid 'uforudsigelig', dvs. en fagdag hvor der primært er fokus på litteraturundervisning og kreativt arbejde med det. Ugens øvrige dage har mere eller mindre ens struktur.

Læs og værksted: Klassen deles i 4 grupper. Læreren læser med en gruppe fordelt over de 4 dage, og de andre grupper laver eksempelvis mandala, træning af bogstaver (skrivning), læs selv (eller et spil). Se eventuelt på planen, hvor jeg har forsøgt at synliggøre det. I starten er 'værkstedet' alle 20 minutter, men hen af vejen kan der eventuelt arbejdes i 2 x 10 minutter. Der kan også ændres i værkstederne løbende, men her i starten var det vigtigste, at det er noget eleverne kan sidde med selv og finde ro i. 

Tid til at læse og skrive er hæfte fra Alinea, som læreren påtænker at købe. 
Stjerneskud er fra dansklærerforeningen og egentlig bogen fra sidste år, som klassen ikke er nået så langt i, så den er oplagt at inddrage - især i starten af skoleåret. 

Forfatterhæfte/skrivning kan i princippet være hvad som helst. I dette tilfælde påtænker læreren at starte med Forfatterhæfte - hvem, hvad, hvornår, som kan findes HER (scroll ned til 5/5-19), hvor de i starten følges ad til at udfylde hvem, hvad osv, og så lade eleverne selv skrive. Og dem der har brug for det, sætter læreren sig sammen med. Senere vil vedkommende bruge 'Lad mig høre' materialet som er lavet til hemmelig lektie (kan findes HER scroll ned til 13/5-20).

Ugens professor/fremlæggelser er der helt sikkert andre som er bedre til at forklare end mig. I bund og grund handler det om, at vende eleverne til at stå fremme og præsentere noget. I starten kan det være selvvalgt emne, senere har læreren måske bestemt. Det kan også være at man har øvet sig på noget højtlæsning, og fremviser. Eller måske et lille skuespil. Mulighederne er mange. 

Tirsdag har læreren fagdag, og det giver så fede muligheder for at arbejde med litteraturundervisning og virkelig fordybe sig i noget kreativt. Men det kan også være et maleri, pressefoto, digt eller en sang der arbejdes med. Desuden giver sådan en dag gode muligheder for at tage ud af huset. Så her er der mange muligheder.

Alt i alt fik vi lavet en god struktur og plan. Og når læreren kommer til efterårsferien, kan der kigges på planen og justeres på indholdet, hvis der er behov for det. 

Måske der er elementer af planen, som du kan bruge i din klasse?