User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml
Viser opslag med etiketten yes we can. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten yes we can. Vis alle opslag

15 januar 2021

Yes we can engelsk

Der er stille på IT fronten på min skole i dag, hvilket jo er gode tegn - så kører tingene forhåbentlig som det skal. Det betyder også at jeg har brugt formiddagen på at forberede min engelskundervisning de kommende uger. 

Her de første 2 uger har vi skrevet om vores juleferie, men nu tager vi fat i bogen igen. Ved skoleårets start delte jeg materialer til Yes we can, som vi anvender på min skole. Vi er kommet til kapitlet Come in (jeg har 3. klasse), og planen er at vi i næste uge kigger på det første opslag med billedet sammen, og så går vi i gang med opgaverne på de første sider. Hvis nogen bliver færdige har jeg smidt links ind på MinUddannelse til de spil, som der kan findes på Yes we can - de er ret fine. Der er to spil til kapitlet og så er jeg gået tilbage til et af de andre kapitler og fundet spillene, for man kan altid bruge repetition.

Bruger du ikke Yes we can 3, så kan nedenstående opgave bruges, hvis du har et forløb om f.eks. House eller lignende, da der er tale om ord i huset (living room, bed, garden, osv.).

Men, mine elever er ret glade for både 4 in a row og Roll af word, så det skal de selvfølgelig også have mulighed for. Det bliver nok først næste uge igen, men hvis der nu er nogen som kan bruge dem, så har jeg gjort dem klar i dag og smidt på bloggen. 

Begge er selvfølgelig i digital form, og jeg har også smidt begge filer op i Powerpoint. 4 in a row skal spilles med en makker (men med lidt god vilje kan en elev nok godt selv være to spillere). Jeg overvejer lige nu at lave 12 kopier af filen, og så dele med hvert makkerpar, så de kun er 2 personer inde i filen og kan spille - og når jeg har delt det, kan jeg have dem alle åbne og kigge forbi, mens de spiller. Roll a word skal laves individuelt, så her skal hver elev blot have deres egen udgave, så kan de lave opgaven digitalt. Til begge spil kræves det blot at eleven har en terning til rådighed.

Find begge spil på Engelsk, lige over kommentarerne lige nu. Filerne som findes lidt længere oppe, hvor de ligger i pdf er selvfølgelig også opdateret, så man har mulighed for at printe ud, hvis det er.



05 august 2020

Engelsk 3. klasse - Yes we can

Jeg skal dette skoleår have engelsk i en 3. klasse. Jeg har også haft dem i 1. og 2. klasse, så vi kender heldigvis hinanden. Vi skal arbejde med materialet Yes we can i hele indskolingen. Vi indkøbte lærervejledninger sidste år, hvor vi så afprøvede materialet - til dette skoleår har vi så indkøbt elevbøger til alle elever i indskolingen. 

Jeg skal have 3A i to lektioner fra morgenstunden. En dobbeltlektion kan være en smule voldsomt, så jeg har gået og funderet lidt over, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg bliver nødt til at sørge for, at eleverne kommer til at arbejde med forskellige ting, prøver at bruge sproget og begrænse tavleundervisningen. Jeg har derfor besluttet, at vi skal arbejde efter ugeskema og have mere eller mindre samme fremgangsmåde til hvert kapitel. Selvfølgelig med afstikkere (f.eks. skal vi lige læse og arbejde lidt med The Gruffalo i forbindelse med kapitel 2).

Alle de materialer jeg har lavet, har jeg delt på Engelsk, så står du også og skal bruge Yes we can 3, kan det være, at du kan bruge materialerne. Det kan også være, at du kan bruge nogle af materialet alligevel, så kig forbi.

Jeg regner med, at vi arbejder med hvert kapitel i 3-4 uger - ugeskemaet er gældende for alle ugerne. Planen for undervisningen er, at der hver gang er 15-30 minutters tavleundervisning. Det kan f.eks. være introduktion til kapitlet i den første uge samt kort intro til de første 2 sider i bogen. De følgende uger vil det være kort repetition af kapitlet, eventuelle lytteopgaver i bogen og lignende. Et par af opgaverne på ugeskema giver måske også mening, at de først starter med fra uge 2 med ugeskema.

På ugeskemaet finder man følgende:
Bogen (angivet sidetal)
Roll a word
4 in a row (med makker)
Mime (med makker)
Walk and talk (med makker)
Book Creator
Pause

Bogen: Siderne i kapitlet er skrevet op, så eleverne arbejder med 2 sider af gangen og kan krydse af.
Roll af word: Ordene der gennemgås på præsentationssiderne i bogen samt enkelte andre ord fra kapitlet. Der er 3 spil - 18 ord i alt. Der er vejledning i filen. 

4 in a row: De samme ord som findes på Roll a word. Der er 3 spil. Skal spilles med en makker. Er det på kopi kan eleverne krydse ordene af. Ellers kan de også lamineres og man kan bruge brikker. Der er vejledning i filen.

Mime: 7 ord er udvalgt. Laves i makkerpar, hvor en elev trækker et kort og så mimer ordet for makkeren. Der er vejledning i filen.

Walk and talk: Laves i makkerpar. 5 spørgsmål som eleverne får med på 5 kort, og som diskuteres på en defineret rute. Mulighed for selv at tilføje 3 kort i hånden. Der er vejledning i filen.

Book Creator: 2 sider til hvert kapitel. Den første side kan først laves, når eleven har været på Walk and talk. Her er de 5 spørgsmål igen, som eleverne skal besvare. På den anden side skal de vise/fortælle, hvad de har lært i kapitlet. Der er vejledning på første side i bogen (se bogen HER). Bogen kan findes i biblioteket Book Creator Danmark (kode 66SDSK8). (Jeg tilføjer sider til bogen i biblioteket løbende.)
Pause: Muligheden for i løbet af de 3-4 uger vi arbejder med ugeskemaet at holde 3 pauser.

På Engelsk hvor du finder materialet, finder du også et bud på et ugeskema. Vær opmærksom på at jeg har lavet et ugeskema til de tre første kapitler (dog ikke til de første sider i bogen med English Every day). Klik på filer - lav en kopi hvis du er google bruger. Ellers klik på filer - download som word. 

Og så til det praktiske. I disse coronatider planlægger jeg et par ting, som jeg nok ville gøre anderledes, hvis vi ikke fortsat skulle passe på.
Roll a word: Kopieres så der er et ark til hver elev.
4 in af row: Kopieres så der er et ark til hvert makkerpar. På ugeskemaet indikerer jeg ved hjælp af farver, hvem der er makker sammen (eller også hænger jeg en seddel op med makkerne). Eleverne sætter kryds på arket (frem for at placere brikker) i jagten på 4 på stribe.
Mime et ord og Walk and talk: Enten laver jeg til hvert makkerpar eller også laver jeg 5-6 sæt, og når de så har været brugt af 5 grupper, kan andre ikke lave denne opgave før næste gang (dvs. de kommer i karantæne).

Jeg tænker lige nu, at det er samme makkerpar til 4 in a row, mime et ord og walk and talk. 

Jeg håber, at jeg med denne planlægning af undervisningen får eleverne til at blive aktive og bruge sproget - både som enkeltord og som små sætninger med en makker, hvor det er mere trygt end fælles på en klasse. Så må vi se hvordan det går, når jeg sætter gang i det fra uge 34.