En dejlig efterårsferie er nu overstået og jeg håber, at alle har fået ladet batterierne op, for nu er der lige lidt tid til juleferien. I efterårsferien 2015 - helt præcis den 15. oktober 2015 - gik denne blog i luften, så bloggen har 5 års jubilæum. Det er ret vildt at tænke på, hvad de 5 år har budt på og alle de mange mennesker jeg har mødt på min vej. Jeg elsker at lave materialer, som jeg kan dele. Jeg har ikke længere tal på, hvor mange filer der findes her, udover at vi nok er et sted på den anden side af 500 - så der kan findes lidt af hvert. Facebookgruppen til denne blog har lidt over 6000 medlemmer og på instagram er der knap 1000 følgere. Det synes jeg faktisk er ret godt gået for noget, der blot startede som en god ide.
Jeg har ikke haft så meget gejst og energi de sidste par måneder til at lave noget, men det skal nok komme igen. Jeg har et par ideer til noget skriftligt materiale, jeg skal bare lige have det vendt rundt, så jeg kan finde ud af, hvordan jeg skal gribe det an.
Sidste år startede jeg et materiale, som jeg kalder Morgenmapper. Da jeg nåede til februar kørte jeg død i det - det er ikke helt let at lave disse daglige opgaver, når det både skal være forholdsvis simpelt og overskueligt og også værre en vis progression i materialerne fra måned til måned. Jeg har fået spørgsmål gående på, om jeg får lavet til de sidste fire måneder, og det har jeg lovet.
Så, på Lidt af hvert kan du nu finde morgenmappe til marts måned med 22 sider. Du finder den lige over kommentarerne (på nuværende tidspunkt), og her har jeg også placeret et link til en mappe, hvor I kan finde alle dem, der er lavet indtil videre.
Jeg skal også nok få lavet til april, maj og juni måned, men det kan godt være, at de får et lidt andet udtryk end de andre. Som sagt bliver det sværere og sværere at lave de små opgaver, så går måske i en anden retning med de sidste tre måneder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar