User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

17 marts 2020

Travle dage - lidt til overvejelse

Hold nu op der bliver knoklet rundt omkring! Jeg har bevidst ikke skrevet noget her på bloggen eller delt forskellige materialer, for jeg kan jo se på de sociale medier at lærere, forældre og elever bliver oversvømmet med gode intentioner. Og jeg kunne forestille mig, at mange af jer sikkert er godt fyldt op og i bund og grund har svært ved at navigere i alle de gode tilbud. (Og så kender de fleste af jer jo min blog i forvejen... ;-) )

I fredags lavede jeg et indlæg på folkeskolen.dk med nogle af de tanker, jeg havde gjort mig i løbet af de par dage siden meldingen om nedlukningen kom ud. Det jeg skrev gør sig fortsat gældende og skal jeg summere det op kan jeg gøre det kort: Husk jeres målgruppe og husk forældrene også kan være presset af den ene eller den anden grund.

Vi står i en periode hvor intet er normalt, så vi må på en eller anden måde forsøge at gøre skolearbejdet normalt. Det betyder for mig, at der ikke pludselig introduceres nye opgavetyper eller nye portaler, som eleverne ikke kender eller har brugt før. Undtaget er måske de mange muligheder for at læse bøger online, da disse som oftest er til at overskue. (På min skole har vi delt dette dokument med adresser med forældrene, måske er der nogen I har overset.)

På min skole brugte lærerne torsdagen på at få kopieret og gjort materialer klar, så især de yngste kunne komme forbi skolen og hente materialer. For hvis man ikke er vant til at være online i 0.-1. klasse, hvordan kan man så pludselig forventes at være online i en karantæneperiode? Vores elever fra 2.-4. klasse var forbi for at hente deres chromebook med hjem, men selv for flere af disse, er det langt fra alt de har prøvet online. Så lærerne sørger selvfølgelig for, at det materiale der skal arbejdes med, er noget eleverne har prøvet før. 2. klasse skal f.eks. arbejde videre med Pelle og Molly i den ene uge og her ind i en bog i Book Creator og skrive - noget som de har gjort de sidste 8-9 uger, så derfor er det ikke nyt for dem, og de ved hvad de skal. Jeg overvejer lige nu at lave et forløb til mine elever i engelsk i 2. klasse, hvor de skal omkring MinUddannelse. Det bliver ikke en skal-opgave, men noget de kan gøre, hvis tiden, lysten og overskuddet er til det. Det kan jeg gøre, fordi jeg har brugt MU i min undervisning, men min kollega som har de to andre klasser vil jeg ikke anbefale at gøre det, for hendes elever har ikke prøvet det før. Og det sammenfatter meget godt min næste pointe - vores elever/klasser (og dermed forældre) vil møde vidt forskellig undervisning alt efter hvad eleverne har været vant til og hvad deres lærere tidligere har præsenteret for dem.

Så hvad kan så være godt at gøre med elever i indskolingen? Deler du normalt en ugeplan med forældrene om ugens arbejde, så fortsæt med det. Måske skal der skrives lidt mere eksplicit omkring nogle af opgaverne, måske kan du lave små videoer og lægge ind som kan hjælpe forældrene eller videoer som henvender sig direkte til eleverne. Bruger du ugeskema i undervisningen, så fortsæt med det. Ugeskema er ret godt til at skabe tryghed, genkendelighed og struktur, så det kan være en stor hjælp for børn og forældre. Forudsat de kender det. Er det noget nyt, så skal det måske sættes op på en helt anden måde, end du normalt ville gøre det. Det vigtige er, at forældrene har en klar ide om, hvad og hvordan der skal arbejdes - men samtidig også en opmærksomhed på, at du godt ved, at de kan være presset så tingene eventuelt kan tages i deres eget tempo, og at der bliver samlet op, når vi engang er retur i klasserne. 

Opgaver til eleverne har I helt sikkert selv tjek på, og jeg ved, at der er mange steder som har gode ideer - også til opgaver som ikke nødvendigvis er af faglig karakter. Men her alligevel et par bud, som I måske kan bruge og dele med forældre og elever i løbet af de kommende uger (for tror det bliver mere end 14 dage...):
- Spil et spil med søskende eller forældre (hygge og nærvær i disse dage er også vigtig, og så øves der samtidig gode kompetencer)
- Lav udfordringer til hinanden (mine nevøer på 6 og 7 som går i børnehave og 0. klasse lavede et lykkehjul og lavede så udfordringer til hinanden - det var sjovt!)
- Lav jeres eget spil (del evt. en spilleplade, som de selv skal finde på indhold til)
- Bag i køkkenet/lav aftensmad og snak om mængder (matematik) og hvordan (instruerende tekst)
- Skriv en bog (find f.eks. bog og giv den en anden titel og et andet indhold)
- Lav tegninger, evt. med krav omkring hvad der skal være (f.eks. geometriske figurer, personer, farver, osv.)
- Gå i haven eller skoven og kig på forårstegnene - skriv alle de ord du kan komme i tanke om, som har noget at gøre med det du så, lav tegninger, skriv tekster
- Lav egne spil med billeder/ord/bogstaver - klip f.eks. ud fra reklamer og blade
- Se en film eller tv-udseendelse (du kan som lærer låne film/tv-udsendelser til dine elever på mitcfu.dk, eleverne logger også på mitcfu.dk og går til mine materialer, måske forældrene kan hjælpe) - der er mange små korte tv-udsendelser der kan ses, måske kan eleverne efterfølgende tegne en tegning om indholdet eller skrive en kort tekst
- Sofaskolen fra Alinea er også et bud på noget lidt andet, men det kræver, at eleverne har adgang til et device, så vær opmærksom.
Og kommer jeg i tanke om flere gode ideer, så laver jeg et nyt indlæg. :-)

NB:
Er du forældre der læser dette oplæg, så velkommen til! :-) Opgaverne du finder på denne blog henvender sig til lærere og pædagoger, så du skal være klar over, at hvis du printer materialer fra bloggen (hvilket du er velkommen til i denne tid), så kan det være, at dit barn møder nogle af disse materialer senere i skoleforløbet. 

03 februar 2020

Vinterferie og en nip-napper

Lige om lidt holder en stor del af landet vinterferie, og ugen efter resten af landet - dvs. der hvor jeg bor. ;-) For at være lidt på forkant, har jeg lavet et par ting, som der måske er nogen, der kan få glæde af.

Sidste år lavede jeg en bog i Book Creator til engelsk om My winter break, og denne er selvfølgelig oplagt at anvende, hvis du har engelsk i 2.-3. klasse (måske også 4. klasse). I finder materialet på engelsk under 1/1-19 (jeg har tjekket at alle filer er korrekte).

Jeg har taget udgangspunkt i dette materialet, og har lavet en dansk udgave. Den kan både arbejdes med i Book Creator (hvor eleverne kan indtale/skrive/tegne), men har også lavet den som PDF, som nogle måske bedre kan anvende. I finder materialet (dvs. pdf + epub-format til Book Creator) under dagens dato på Lidt af hvert, her nedenfor kan du se, hvordan bogen ser ud i Book Creator.



Jeg har også ladet min inspirere af mine "Min Weekend" ark, som jeg lavede sidste år efter sommerferien. Det er blevet til et ark, som kan bruges uanset hvilken ferie eleverne lige har haft. Materialet findes lige under ovenstående materiale, dvs. på Lidt af hvert.

Psst... Jeg leger også lidt med nip-nappere for tiden. Fik en forespørgsel på det, så har lavet en enkelt udgave af den. Kig forbi 0. klasse for at se, hvordan den ser ud - den er med små plusstykker. Kig under 2/2-20.


23 januar 2020

Lav læselog i Book Creator

Da jeg blev færdig som lærer, var der ikke så mange lærere der bloggede. Der var mange som delte materialer på skolekom, men der var ikke så mange som skrev om, hvilke tanker de gjorde sig om det at være lærer. Men det gjorde Ann-Berit, og i en årrække da jeg først blev færdiguddannet, læste jeg troligt alt hvad Ann-Berit skrev om på hendes hjemmeside. Jeg kiggede hendes forløb, men var især ret vild med hendes tanker om stort og småt. Efter nogle år som lærer blev jeg nok mere og mere sikker på mig selv og min lærergerning, så jeg stalkede ikke hjemmesiden nær så meget, som jeg gjorde de første år. Det var faktisk i høj grad på grund af Ann-Berits hjemmeside, hvor hun delte materialer, at jeg fik oprettet min blog, da jeg startede med at lave materialer. Og den dag i dag, så kigger jeg stadig forbi hendes hjemmeside (og facebookside og blog her på folkeskolen.dk) for at følge lidt med i, hvad hun skriver om. 

På Ann-Berits hjemmeside kan man finde en masse interessante opgaver og indlæg, og den anden dag kom min kollega og fortalte, at hun havde læst dette indlæg om læselog, som hun godt kunne tænke sig at sætte i værk. Et ganske fint, kort og konkret indlæg, som jeg er sikker på mange vil kunne blive inspireret af. Kort og godt handler det om, at lade eleverne optage dem selv læse højt, og dele på skoletube i en kanal, så man som lærer af den vej kan følge med i elevernes læsning. 

Min kollega og jeg tog en snak om, hvordan hun kunne gribe det an. Hun og en anden kollega havde talt om at bruge WeVideo (som helt sikkert vil kunne bruges til formålet), og så lade eleverne uploade i en kanal på skoletube (som Ann-Berit også foreslår). Kanalen havde hun også lavet. Men, så kom vi til at overveje det lidt. Hvis man nu har 24 elever i en klasse, og eleverne skal lave en video 1 gang om ugen, opstår der hurtigt følgende scenarie:
  • Efter 5 uger vil der være 120 små videoer i én kanal
  • Alternativt vil man som lærer have 24 kanaler man skal kigge, hvor der så er 5 videoer på hver kanal
Det vurderede vi hurtigt kunne blive en uoverskuelig opgave som lærer at navigere i.

Jeg foreslog derfor, at man i stedet kunne bruge Book Creator. Her kan man bruge følgende fremgangsmåde:
  • Læreren laver et bibliotek til klassen. Her laves evt. en skabelon af en bog kaldet Min læselog - for hver side i bogen er overskriften så uge 5, uge 6, osv. Biblioteket har indstillingen, at eleverne kun kan se deres egen bog.
  • Eleverne får adgang til biblioteket, og laver en kopi af bogen læreren har lavet.
  • Hver uge når der arbejdes med læseloggen, kan eleverne tage et billede af bogen direkte i programmet og derefter optage dem selv læse et stykke højt. Optagelse kan være enten som speak eller video. (Som lærer kan man selvfølgelig give eleverne yderligere opgaver i læseloggen, hvis det er.)
  • Læreren har altid redigeringsadgang til elevernes bøger, og det giver derfor læreren mulighed for at give respons på elevernes læselog - eventuelt på udvalgte elever hver uge.
  • Eleverne kan desuden udgive deres bog til skoletube, hvorefter de kan hente bogen ind som aflevering i læringsplatform. Bogen opdateres automatisk på skoletube efterhånden som eleven arbejder med læseloggen.
  • Læseloggen kan med fordel bruges til skole-hjem-samtaler, og bogen giver en nem og overskuelig måde for eleverne at præsentere arbejdes med læsning for deres forældre.

Måske har I selv læst Ann-Berits indlæg om læselog og tænker muligheden med Book Creator kan bruges. Min kollega går i gang i næste uge (3. klasse) og jeg er meget spændt på at se, hvordan det kommer til at gå - både i næste uge og de kommende uger.

Indlægget er også bragt på folkeskolen.dk.

20 januar 2020

Lidt nyt på bloggen

YES! Jeg fik endelig udnyttet en mandag eftermiddag! :-) Til dette skoleår gik jeg lidt ned i tid, og går derfor til middag om mandagen. I løbet af skoleåret har jeg dog ikke fået brugt mandagen, som jeg oprindeligt havde tænkt det, men i dag lykkes det. Har brugt eftermiddagen på at få lavet et par nye filer til bloggen.

Så derfor - I finder nu 15 opgaver til morgenmapperne i februar på Lidt af hvert. Jeg er ude at rejse 14 dage i februar, så jeg tør simpelthen ikke love at jeg får lavet opgaver til marts. Men jeg skal nok vende stærkt tilbage.


I sidste uge fik jeg en henvendelse fra en lærer, som efterlyste de resterende 60 af de 120 ord samt eventuelt lignende opgaver til 'Find og farv'. Opgaven er helt tilbage til 2015, så det er blandt nogle af de første jeg lavede. Og måske også derfor at jeg lidt har glemt alt om de resterende 60 ord... Men, har nu fået lavet de sidste 60, og derudover også en lignende opgave, hvor eleven skal finde ord med stumt d (til denne opgave kan man selv vælge om ordet skal stå på arket eller det skal være et billede). De 120 ord der er brugt i de to opgaver, er i samme rækkefølge som ordene i hæftet "De 120 ord", som kan købes hos Forlaget Vektor. De nye 'Find og farv' opgaver kan findes på Ordarbejde.

            

Og i formiddags i min forberedelsestid fik jeg lavet en opgave, som jeg skal bruge i min 2. klasse i engelsk på onsdag. Vi har lige nu emnet "Time to eat" fra Yes we can materialet, og jeg vil gerne have eleverne til at kommunikerer lidt. Så har derfor lavet en række kort med billede og ord, som vi skal bruge på onsdag. Kortene kan bruges på mange forskellige måder, så på første side i filen har jeg noteret et par forslag. De findes på fanen Engelsk. Jeg håber på, at jeg i løbet af onsdagen får lavet lignende kort med ord til Classroom, som jeg skal bruge i 1. klasse på fredag.

01 januar 2020

Nytårstale

Rigtig godt nytår! Jeg håber, at alle kom godt ind i det nye år. Og samtidig at tømmermændene ikke er for slemme rundt omkring, da jeg ved, at flere skal starte på arbejde allerede i morgen (hvem der mon synes det er genialt at sende elever i skole 2. januar må guderne vide!).

Det har været godt med en ferie, og den har åbenbart været tiltrængt her - jeg har nemlig været syg stort set hele ferien. Det var ikke lige sådan jeg havde planlagt at bruge ferien, så de mange ideer og tanker jeg havde inden ferien er desværre ikke rigtig blevet til noget. Men, nu er jeg så småt ved at være frisk igen, og da det kriblede i fingerne, fik jeg lige lavet et par nye ark her til bloggen omkring jul og nytår.

Op til ferien lavede jeg dette indlæg, hvor jeg nævner nogle af de mange ideer, der i forvejen findes her på bloggen. Men, nu fik jeg lige lavet et par ting mere.
Den første ide kan være I synes er helt tosset. Men jeg kunne godt tænke mig at lave et ark, som var en smule anderledes ift. at fortælle om julen eller nytår. Så jeg har lavet et ark, hvor der tages udgangspunkt i sanserne, dvs. eleverne skal fortælle og beskrive ud fra, hvad de kan lugte, smage, se, høre og føle. Der er et ark til jul og et til nytår - find det på Nytår under dagens dato.


Samme sted har jeg lagt en skabelon til en nytårstale, som man kan lave med de yngste i indskolingen. Rigtig mange vil gerne lave nytårstaler med eleverne, men det kan være uoverskueligt for vores yngste elever. Her har jeg lavet et forsøg på en simpel udgave, hvor eleverne fortæller om noget fra året der gik, noget de glæder sig til i året der kommer og så et ønske de har (enten for dem selv eller for verdenen, der er 2 udgaver). På første side i filen har jeg lavet en kort vejledning med ideer til, hvad der kan gøres, når eleverne har skrevet deres 'taler'. 


God opstart derude - vildt at vi nu går i gang med nedtælling mod sommerferien...

18 december 2019

Efter jul og nytår

Om to dage kan vi alle gå på en velfortjent juleferie. Jeg er mere end klar - der har været drøn på de sidste 4 måneder, så det bliver rart med lidt julefred og hygge med familien. 
Jeg har ikke fået lavet nogle nye materialer til nytår og omkring juleferien, men mon ikke der alligevel er noget her på siden, som du kan bruge...

På fanen Nytår finder I en skriveside omkring 2020, ligesom I finder input til den foldebog, som foldebogspigerne Carina og Malene lavede for et par år siden. I filen er der link til deres facebookside med video, så I kan se, hvordan foldebogen laves. Jeg brugte den selv for 3 år siden med stor succes, så jeg kan kun anbefale det! De opdaterede filer findes under 16/12-19. 

Samme sted finder I også en quiz og byt omkring juleferien. Der er to forskellige udgaver i filen, så det skulle være muligt at finde en version, som kan bruges uanset om du har 1. eller 3. klasse. Der er også en "Find en der..." omkring juleferien - en med ren tekst og en med billeder, som eleverne kan støtte sig til.

Quiz og byt er også lavet på engelsk, hvis man mangler en opgave til engelsk lige efter ferien. Find den på fanen Engelsk og scroll ned til 19/12-18. Igen er der 2 versioner, så det kan bruges på forskellige klassetrin - den ene version kan sikkert bruges helt op i 4.-5. klasse. Hvis man mangler lidt yderligere til engelsktimerne, er der også lavet en bog til Book Creator, som I kan dele i et bibliotek og selv lade eleverne arbejde med. Her skal eleverne fortælle om deres juleferie.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer alle - og på gensyn i 2020!



10 december 2019

Ny blogger på folkeskolen.dk og glædelig jul

Jeg er blevet blogger på folkeskolen.dk. Hvis I har lyst til at læse med, har jeg netop lavet et nyt indlæg med titlen "Tanker om at dele - og kritik heraf. Skal man tie stille eller kritisere de, der selv laver materialer?" Det minder sikkert en del om noget af mine 'tanker om' indlæg, som jeg også har lavet her på bloggen. Men efter en kommentar jeg læste, har jeg gået og tænkt over det her med om vi nødvendigvis skal sige noget, hvis vi ikke har noget positivt at sige? Og ja, nogle gange skal vi selvfølgelig det - det afhænger uden tvivl af situationen! Men måske var der tidspunkter, hvor det var bedre, at vi blot lukkede øjnene eller gik videre til noget andet? 

Har du lyst til at læse med, kan du finde indlægget på https://www.folkeskolen.dk/blogs/susanne-christensen/, hvor du også kan læse mit første indlæg, hvis du ikke allerede har læst det. Det er kort og godt et indlæg, der fortæller lidt om, hvorfor jeg i det hele taget kom i gang med at lave materialer.

Ellers så håber jeg, at I alle får julehygget ude på skolerne. Det er vildt at tænke på, at om ca. 1½ uge kan vi holde en velfortjent juleferie. Jeg synes tiden går alt for hurtigt! 

Hvis jeg ikke får lavet et indlæg inden jul, så vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul! Jeg håber alle får gode dage med familie og venner, og får en ferie lige som de gerne vil have det, inden det igen går løs i januar. I Aalborg starter vi allerede 2. januar - fristes til at sige stakkels unger (og stakkels lærere)! ;-)