User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

20 januar 2020

Lidt nyt på bloggen

YES! Jeg fik endelig udnyttet en mandag eftermiddag! :-) Til dette skoleår gik jeg lidt ned i tid, og går derfor til middag om mandagen. I løbet af skoleåret har jeg dog ikke fået brugt mandagen, som jeg oprindeligt havde tænkt det, men i dag lykkes det. Har brugt eftermiddagen på at få lavet et par nye filer til bloggen.

Så derfor - I finder nu 15 opgaver til morgenmapperne i februar på Lidt af hvert. Jeg er ude at rejse 14 dage i februar, så jeg tør simpelthen ikke love at jeg får lavet opgaver til marts. Men jeg skal nok vende stærkt tilbage.


I sidste uge fik jeg en henvendelse fra en lærer, som efterlyste de resterende 60 af de 120 ord samt eventuelt lignende opgaver til 'Find og farv'. Opgaven er helt tilbage til 2015, så det er blandt nogle af de første jeg lavede. Og måske også derfor at jeg lidt har glemt alt om de resterende 60 ord... Men, har nu fået lavet de sidste 60, og derudover også en lignende opgave, hvor eleven skal finde ord med stumt d (til denne opgave kan man selv vælge om ordet skal stå på arket eller det skal være et billede). De 120 ord der er brugt i de to opgaver, er i samme rækkefølge som ordene i hæftet "De 120 ord", som kan købes hos Forlaget Vektor. De nye 'Find og farv' opgaver kan findes på Ordarbejde.

            

Og i formiddags i min forberedelsestid fik jeg lavet en opgave, som jeg skal bruge i min 2. klasse i engelsk på onsdag. Vi har lige nu emnet "Time to eat" fra Yes we can materialet, og jeg vil gerne have eleverne til at kommunikerer lidt. Så har derfor lavet en række kort med billede og ord, som vi skal bruge på onsdag. Kortene kan bruges på mange forskellige måder, så på første side i filen har jeg noteret et par forslag. De findes på fanen Engelsk. Jeg håber på, at jeg i løbet af onsdagen får lavet lignende kort med ord til Classroom, som jeg skal bruge i 1. klasse på fredag.

01 januar 2020

Nytårstale

Rigtig godt nytår! Jeg håber, at alle kom godt ind i det nye år. Og samtidig at tømmermændene ikke er for slemme rundt omkring, da jeg ved, at flere skal starte på arbejde allerede i morgen (hvem der mon synes det er genialt at sende elever i skole 2. januar må guderne vide!).

Det har været godt med en ferie, og den har åbenbart været tiltrængt her - jeg har nemlig været syg stort set hele ferien. Det var ikke lige sådan jeg havde planlagt at bruge ferien, så de mange ideer og tanker jeg havde inden ferien er desværre ikke rigtig blevet til noget. Men, nu er jeg så småt ved at være frisk igen, og da det kriblede i fingerne, fik jeg lige lavet et par nye ark her til bloggen omkring jul og nytår.

Op til ferien lavede jeg dette indlæg, hvor jeg nævner nogle af de mange ideer, der i forvejen findes her på bloggen. Men, nu fik jeg lige lavet et par ting mere.
Den første ide kan være I synes er helt tosset. Men jeg kunne godt tænke mig at lave et ark, som var en smule anderledes ift. at fortælle om julen eller nytår. Så jeg har lavet et ark, hvor der tages udgangspunkt i sanserne, dvs. eleverne skal fortælle og beskrive ud fra, hvad de kan lugte, smage, se, høre og føle. Der er et ark til jul og et til nytår - find det på Nytår under dagens dato.


Samme sted har jeg lagt en skabelon til en nytårstale, som man kan lave med de yngste i indskolingen. Rigtig mange vil gerne lave nytårstaler med eleverne, men det kan være uoverskueligt for vores yngste elever. Her har jeg lavet et forsøg på en simpel udgave, hvor eleverne fortæller om noget fra året der gik, noget de glæder sig til i året der kommer og så et ønske de har (enten for dem selv eller for verdenen, der er 2 udgaver). På første side i filen har jeg lavet en kort vejledning med ideer til, hvad der kan gøres, når eleverne har skrevet deres 'taler'. 


God opstart derude - vildt at vi nu går i gang med nedtælling mod sommerferien...

18 december 2019

Efter jul og nytår

Om to dage kan vi alle gå på en velfortjent juleferie. Jeg er mere end klar - der har været drøn på de sidste 4 måneder, så det bliver rart med lidt julefred og hygge med familien. 
Jeg har ikke fået lavet nogle nye materialer til nytår og omkring juleferien, men mon ikke der alligevel er noget her på siden, som du kan bruge...

På fanen Nytår finder I en skriveside omkring 2020, ligesom I finder input til den foldebog, som foldebogspigerne Carina og Malene lavede for et par år siden. I filen er der link til deres facebookside med video, så I kan se, hvordan foldebogen laves. Jeg brugte den selv for 3 år siden med stor succes, så jeg kan kun anbefale det! De opdaterede filer findes under 16/12-19. 

Samme sted finder I også en quiz og byt omkring juleferien. Der er to forskellige udgaver i filen, så det skulle være muligt at finde en version, som kan bruges uanset om du har 1. eller 3. klasse. Der er også en "Find en der..." omkring juleferien - en med ren tekst og en med billeder, som eleverne kan støtte sig til.

Quiz og byt er også lavet på engelsk, hvis man mangler en opgave til engelsk lige efter ferien. Find den på fanen Engelsk og scroll ned til 19/12-18. Igen er der 2 versioner, så det kan bruges på forskellige klassetrin - den ene version kan sikkert bruges helt op i 4.-5. klasse. Hvis man mangler lidt yderligere til engelsktimerne, er der også lavet en bog til Book Creator, som I kan dele i et bibliotek og selv lade eleverne arbejde med. Her skal eleverne fortælle om deres juleferie.

Rigtig glædelig jul og godt nytår til jer alle - og på gensyn i 2020!



10 december 2019

Ny blogger på folkeskolen.dk og glædelig jul

Jeg er blevet blogger på folkeskolen.dk. Hvis I har lyst til at læse med, har jeg netop lavet et nyt indlæg med titlen "Tanker om at dele - og kritik heraf. Skal man tie stille eller kritisere de, der selv laver materialer?" Det minder sikkert en del om noget af mine 'tanker om' indlæg, som jeg også har lavet her på bloggen. Men efter en kommentar jeg læste, har jeg gået og tænkt over det her med om vi nødvendigvis skal sige noget, hvis vi ikke har noget positivt at sige? Og ja, nogle gange skal vi selvfølgelig det - det afhænger uden tvivl af situationen! Men måske var der tidspunkter, hvor det var bedre, at vi blot lukkede øjnene eller gik videre til noget andet? 

Har du lyst til at læse med, kan du finde indlægget på https://www.folkeskolen.dk/blogs/susanne-christensen/, hvor du også kan læse mit første indlæg, hvis du ikke allerede har læst det. Det er kort og godt et indlæg, der fortæller lidt om, hvorfor jeg i det hele taget kom i gang med at lave materialer.

Ellers så håber jeg, at I alle får julehygget ude på skolerne. Det er vildt at tænke på, at om ca. 1½ uge kan vi holde en velfortjent juleferie. Jeg synes tiden går alt for hurtigt! 

Hvis jeg ikke får lavet et indlæg inden jul, så vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig glædelig jul! Jeg håber alle får gode dage med familie og venner, og får en ferie lige som de gerne vil have det, inden det igen går løs i januar. I Aalborg starter vi allerede 2. januar - fristes til at sige stakkels unger (og stakkels lærere)! ;-)

25 november 2019

Bevægelsesløb december

Det er ikke fordi jeg har fået mere tid, men jeg fik en ide i weekenden, som jeg blev nødt til at tage mig tid til at få lavet. Og så satser jeg på, at jeg vender stærkt tilbage i løbet af den næste måneds tid...

Forleden var jeg med i 1. klasse, hvor min kollega satte eleverne igang med et stafetløb, hvor de fandt bogstaver og herefter skulle prøve at lave ord. Den ide har jeg gået og tygget lidt på, så nu har jeg lavet en lignende aktivitet, men hvor de bogstaver eleverne finder skal laves til 4 juleord. Og så er spørgsmålet jo, om gruppen kan finde de 4 ord? Jeg har forsøgt at lave en udførlig vejledning, som jeg håber er til at forstå - det er svært at vide, om det mest er i mit hoved, at det giver mening. ;-)

Opgaven kan f.eks. bruges til en juleklippedag, hvor der lige skal ske noget andet eller måske sidste skoledag inden jul? Den kan selvfølgelig også blot bruges som en aktivitet en hvilken som helst dag i december. 

Der er lavet ord af forskellige sværhedsgrader, så der er ord der kan bruges i 1.-3. klasse (evt. 0. og 4. klasse også - kig på det og se om det kan bruges med dine elever).

Materialet kan findes på Jul under dagens dato.


18 november 2019

Snart december

Tiden flyver og lige om lidt skriver vi 1. december. Jeg har stadig lidt for meget om ørerne, så det er desværre ikke blevet til nye julematerialer lige pt. Men, jeg ville alligevel lige lave et indlæg og slå et slag for mine julematerialer - måske er der lige noget af det, som du står og mangler?

På Jul kan du bl.a. finde:

  • en julekalender med musik til lidt hygge om morgenen
  • ark med juleord - skriveark med juleord
  • små opgavehæfter og enkelt ark med opgaver
  • en masse forskellige skriveopgaver
  • julelæseforståelse
  • Spil: 4 på stribe, slå et ord samt en spilleplade til en hyggestund med f.eks. forældre eller venskabsklasse
  • skrivebog med forskellige små skriveopgaver - eventuelt en til hver dag i december
  • en anderledes jule-pakke-kalender som jeg selv brugte for 3 år siden
  • juleord + ordkort - f.eks. til spil eller ophæng
  • opgave om navneord og udsagnsord med juleord
  • og sikkert en masse andet
Sværhedsgrad på opgaverne er meget forskelligt, så du kan finde opgaver til både 0. og 3. klasse - kig forbi og se, om der ikke er noget du lige står og mangler.



Jeg har også et enkelt hæfte til engelsk, som jeg brugte sidste år i 2. klasse. Jeg har planer om at bruge det igen i år i min nuværende 2. klasse. Jeg ville også gerne have lavet et til 1. klasse, men om jeg får det gjort ved jeg endnu ikke... Kig forbi Engelsk og scroll ned til 26/11-18 for at finde hæftet. Der er også en bog lavet i Book Creator som man eventuelt kan bruge, men det er ikke nødvendigt - hæftet kan godt bruges uden. Der er desuden også en quiz og byt opgave, som måske også kan bruges (se datoen 10/12-18).


03 november 2019

Julekalender med elevernes indtalte julehistorier

Tiden flyver simpelthen afsted! Mit sidste indlæg var den 14. oktober, og jeg havde store intentioner om at få lavet et par filer. Men så ramte Aula... Jeg er admin og superbruger på min skole, og må erkende, at jeg de sidste uger har brugt en del krudt på Aula, så bloggen er blevet nedprioriteret. Derudover har jeg bare generelt haft travlt, og jeg kan allerede nu se at de næste 20 arbejdsdage hurtigt får ben at gå på... Men frygt ikke, jeg vender stærkt tilbage - og hvem med, måske lykkedes det mig at få lavet en ting eller to indimellem.

Men, tilbage til efterårsferien. I løbet af ferien fik jeg nemlig en ide til december måned, som jeg vidste, at jeg blev nødt til at gøre klar til jer her til starten af november, for ellers vil I ikke kunne nå selv at få det gjort klar til 1. december. Så derfor præsenterer jeg nu - "Julekalender med julehistorier". Kort og godt - I skal have jeres elever til at indtale eller filme dem selv læse en julehistorie højt, som de så deler med jer, og så skal I sætte de små film ind i en skabelon, jeg har gjort klar til formålet. Og jeg ved, at der allerede nu vil være nogen af jer der tænker, 'ahh, det er måske lige svært nok'. Men læs lige færdig og se vejledningen og overvej, om det måske vil være noget for dig. 

Denne opgave kan bruges på flere klassetrin, og er ikke kun beregnet til indskolingen - måske vil den især give mening at bruge på mellemtrin eller sågar i overbygningen? Jo ældre elever, jo mere kan man lege med video/lyd og indsætte effekter undervejs. 

Først skal du tage stilling til historien. Skal dine elever skrive deres egne julehistorier og indlæse, så I hører en af disse hver dag? Skal der sættes fokus på oplæsning med intonation osv., så der tages udgangspunkt i små simple julehistorier, så der kan høres en ny hver dag? Eller skal du bruge en kalenderhistorie, og så give et kapitel til hver elev, så der høres et nyt kapitel hver dag? Mulighederne er mange og det er en beslutning, som du skal tage, inden du sætter gang i opgaven.

Når du har valgt opgaven, skal du tage stilling til om eleverne skal optage en video (webcam) eller blot lave en lydfil. Der kan være forskellige fordele eller ulemper, så overvej hvad du tænker giver mening og vil virke. Laves der lydfil er der mulighed for, at eleverne kan lave en tegning der passer til, og som kan indsættes, så man kan se den, mens man lytter. 
Er eleverne ældre, kan de indsætte lydeffekter undervejs og dermed skabe en lydfortælling. Dette er ikke et krav men blot en måde at tilføje elementer til opgaven, så den bliver mere kompleks. 
Har I adgang til Skoletube, kan der laves både video og lydfil med WeVideo. Har I Chromebook kan I også blot bruge kameraet på Chromebook til at lave video med (webcam). Der er forskellige muligheder alt efter jeres device, så det er svært at give en konkret hjælp, men skriv gerne til mig, hvis det er. Og spørg jeres elever, ofte har de tjek på en eller anden måde at løse opgaven på. ;-)

Når eleverne har lavet deres videoer, skal de dele dem med jer/sende til jer/eller hvordan I nu får fat i dem. Herefter er der så blot tilbage, at I indsætter elementerne i skabelonen, og I har nu en julekalender med julehistorier til december måned.
På fanen Jul under dagens dato har jeg placeret en vejledning, som vil give god mening at læse først. Her har jeg også inkluderet en video der viser, hvordan du indsætter filmene i skabelonen. Derudover finder du selvfølgelig skabelonen, som du skal lave en kopi af eller downloade som powerpoint.




Sidste år introducerede jeg en lignende ide til Book Creator, hvor eleverne selv arbejder direkte i kalenderen. Måske du hellere vil bruge den ide - find indlægget HER. (Måske den fungerer bedre med de yngre elever? Det er svært at sige... Ulempen her er, at eleverne skal holde sig til deres egen side og ikke må kigge de andre sider i bogen.)

NB: Jeg har tjekket julekalenderne med musik, som I finder øverst på fanen Jul - alle videoer virker, så har man lyst til at starte dagen med en sang, er det også en mulighed.

OPDATERET 11/11-19: Der er blevet efterspurgt titler der kan bruges - der findes jo et hav af julebøger, men jeg har forsøgt mig med en liste; jeg skal nok tilføje flere titler hvis jeg kommer i tanke om flere hen af vejen. Find listen HER.