User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

24 august 2018

International læsedag

Den 8. september er det den internationale læsedag. Jeg fik en henvendelse, om jeg ikke havde nogle gode ideer til, hvad man kan lave sådan en dag. 

Jeg kan ikke huske, hvornår vi begyndte at markere dagen på vores skole, men vi har efterhånden haft det nogle år. Vores 2 dygtige læsevejledere planlægger hvert år hele dagen, så resten af skolens lærere blot skal læse programmet og følge planen - det er vi dem evigt taknemmelige for!! I år markerer vi dagen den 7. september.

Vi har 3 ting, som vi har med hvert eneste år og som eleverne elsker. 

- Højtlæsning for hver af de tre afdelinger. I år har vi en skuespiller til at læse højt for yngste afdeling (han læste også højt for os sidste år, hvor han læste Palle P og perlen - stor succes), vores skoleleder skal læse for mellemste afdeling og en forfatter skal læse højt for ældste afdeling. Vi starter altid dagen med denne højtlæsning.

- Selvstændig læsning i klasserne, ca. en lektion (ofte efter højtlæsningen). Her tælles der sidder sammen - antal læste sider indskrives i et regneark oprettet til dagen. I frokostpausen har hver lærer så en ballon med helium med i klassen, hvorpå vi skriver antal læste sider på. Inden skoledagen slutter, mødes vi alle udenfor, hvor ballonerne samles sammen og vores skoleleder fortæller, hvor mange sider hele skolen har læst i alt. Derudover fortælles det også, hvilken klasse der har læst flest sider, og de får æren af "Læseuglen", som holder dem med selskab til næste års læsedag. Til slut sendes alle ballonerne til vejrs.

- Makkerlæsning, dvs. de små klasser er makkere med de større klasse, til meget stor glæde for både de store og de små. De små har på forhånd øvet et par sider i en bog (eller en hel bog), som de gerne vil læse højt, så de er forberedt på, hvad de skal. De store kommer med en bog, som de selv har været med til at vælge og læser højt for de små. Det er vigtigt her at være opmærksom på, at de store ikke bare skal vælge de lette frilæsningsbøger - gå i stedet efter f.eks. billedbøger eller bøger med lidt mere indhold. Dansklæreren for de respektive makkerklasser har på forhånd lavet makkerpar, for det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan eleverne sættes sammen, så ingen får en dårlig oplevelse ud af det. Ofte får makkerparrene også mulighed for lige at gå ud og lege en tur og hygge sig lidt.

Ovennævnte ting fylder som regel ca. halvdelen af dagen. Derudover er der 2-3 lektioner, som hvert år har forskelligt indhold. Vi har et år lavet multimodale fortællinger, hvor eleverne blev blandet på tværs af grupper og f.eks. skulle lave en reklame for skolen. Et år havde vi fokus på højtlæsning - hvordan læser man højt og hvordan bliver man en god oplæser? Vi har også arbejdet med faglig læsning, hvor faglærerne kom mere i spil (her havde vi også en gruppe som arbejde med opskrifter, og så var der kage til alle skolens elever). Hvad vi skal arbejde med i år, har vi endnu ikke fået at vide, men jeg ved at vores læsevejledere er i gang med at lave programmet.

Vi har også prøvet at lave happenings i pauserne, hvor lærere var klædt ud og læste højt forskellige steder rundt på skolen, hvor eleverne så kunne samle sig og lytte med. Det kunne f.eks. være Pippi der læste højt, Find holger der kiggede i bøgerne, eller H.C. Andersen som læste eventyr. Vi havde vist også en fodboldsspiller, som læste højt fra en fagbog eller fodboldbog.

Høst & Søn og Gyldendal er gået sammen om at lave et site, hvor I måske kan blive yderligere inspireret og finde gode ideer. Kig her: Den kæmpe store læsedag. Jeg kan kun anbefale at markere dagen - det er virkelig en dejlig dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar