User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

03 august 2019

Snart nyt skoleår + foldebog om sommerferien

Der har været lidt stille den sidste uges tid. Jeg var på en dejlig varm ferie i uge 30 - dagen før jeg skulle rejse hjem, var jeg desværre så uheldig at vride voldsomt om, så hjemturen var med en fod der var pakket godt ind og på krykker; ikke nogen nem opgave kan jeg hilse og sige! Det betød også, at jeg lige tog et par feriedage hos min mor, så jeg kunne blive vartet lidt op. 😉 Men nu er jeg retur hos mig selv, og i næste uge går det hele løs igen! 
Det er meget forskelligt, hvornår folk starter på arbejde. Nogen begynder allerede på mandag, nogen først senere i løbet af ugen, og måske er nogen så heldig, at de fortsat har en uges tid, før de begynder. Uanset hvad, så håber jeg at alle har haft en dejlig sommerferie, fået slappet godt af og ladet batterierne op, og nu er klar til et nyt skoleår.

Før ferien lavede jeg indlægget "Gør klar til et nyt skoleår". I dette deler jeg et link, så man hurtigt og let kan finde frem til mine piktogrammer, kalender, alfabetplancher, osv. Tag endelig et kig på det og se, om der lige er noget du står og mangler til din klasse. Der er også et par bud på navneskilte og skriveunderlag.



De første dage i et nyt skoleår er der mange som arbejder med elevernes ferie. Jeg har et par forskellige filer, som måske kan bruges. På "Lidt af hvert" kan man under 25/6-18 finde "Min sommerferie" - der er både sort/hvid og farvede udgaver i filen, så man kan bruge den der passer til en. Der er desuden også et par andre filer fra 2016 (under 30/6 og 15/7), som måske kan bruges - kig dig lidt omkring.


     

Jeg har ladet mig inspirere af ovenstående fil og lavet en foldebog, hvis man hellere vil prøve det. Før ferien lavede jeg en foldebog omkring skoleårets afslutning (se indlæg HER), og jeg taget udgangspunkt i denne skabelon, og lavet en omkring "Min sommerferie". Du vælger selv om du vil have den i sort/hvid eller farver. Filen findes på "Lidt af hvert" under 10/6-19.




Husk, at ikke alle elever nødvendigvis har været nogen steder i ferien - det er vigtigt at være opmærksom på, at man ikke blot uhæmmet spørger "hvor har du været i ferien?", for det er ikke sikkert eleven har været nogen steder. (Og dermed også vigtigt, at man ikke får sagt "har du slet ikke været nogen steder?" retur til eleven!) På de ovennævnte filer spørger jeg til "steder jeg har besøgt", og det er vigtigt at dette italesættes bredt - måske har man besøgt en mormor, en ven, en skov, eller andet. I foldebogen har jeg desuden lavet en version, hvor dette spørgsmål er udeladt (byttet med et andet).

2 kommentarer:

  1. Hej Susanne, det er igen nogle rigtig fine forslag! Jeg synes også det er så vigtigt at man passer rigtig meget på ikke at gøre nogle af børnene fornærmet. Det kan påvirke dem mere end man skulle tro, hvis de opdager at de måske er den eneste i klassen, som ikke har været på rejse i ferierne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Ella
      Tak for de pæne ord - jeg er helt enig med dig i at vi skal passe på, ikke at gøre nogle elever kede af det.
      Mvh. Susanne

      Slet