User-agent: Mediapartners-Google Disallow: User-agent: * Disallow: /search Allow: / Sitemap: https://indskoling.blogspot.com/sitemap.xml

26 november 2017

Novel engineering

I sidste uge deltog jeg i en konference på UCN med titlen "Kom og skab dig i fremtidens skole". Konferencen havde fokus på 21st skills og bestod af oplæg fra diverse fagfolk og praktiske workshops. Jeg var omkring en workshop, der handlede om "Novel engineering", som jeg aldrig havde hørt om før.

Novel engineering handler om, at man tager udgangspunkt i den litteratur der læses, stopper op undervejs når der identificeres et problem, for så at lade eleverne løse problemet. Man kan bruge alle slags historier, dog er fantasy ikke oplagt, for som vores underviser sagde, "i fantasy kan man bruge magi, så ergo kan man blot bruge magi for at løse et problem". Og det giver jo meget god mening. På den korte workshop jeg deltog i blev der taget udgangspunkt i "Orla og de andre rødder" med fokus på historien, hvor der er en løbehjulstyv på spil. Vores opgave var nu, at finde ud af, hvordan vi kunne fange tyven. Underviseren havde lagt karton, tape, sakse, farver frem - og desuden også LittleBits. Vi talte i min gruppe om, at det at have robotteknologi til rådighed ikke er en nødvendighed for at arbejde på denne måde, men når nu det var der, så skulle det selvfølgelig anvendes. Det var sjovt at se, de forskellige muligheder, som grupperne kom frem til ift. at få fanget løbehjulstyven. 

Thomas Christensen, som bl.a. har skoleniskyen.blogspot.dk og danskmedlykkehjul.blogspot.dk, deltog også på workshoppen, og vi snakkede om, at det egentlig var oplagt til at bruge i litteraturundervisningen - og det da i hvert fald ville være en anderledes måde at gribe undervisningen an på. Jeg tænker, at de fleste af os ofte har spurgt vores elever, om der mon kunne være andre måde at løse et problem på, men decideret stoppe op i en tekst og lade eleverne bygge deres egne bud på, hvordan noget løses, tror jeg ikke, at der er mange der har. Thomas og jeg blev hurtigt enige om, at man ikke behøves at have LittleBits eller lignende til rådighed - karton, pap, tape, lim, sakse og farver kan sagtens bruges til en start. Det er den kreative proces og arbejdet med problemet, som er det vigtige, for det er her der udvikles nogle af de kompetencer, som er vigtige vi får lært vores elever.

Hvordan kommer man i gang? Tag et kig på denne PDF, som på dansk forklarer, hvad novel engineering egentlig handler om. Du kan også tage et kig på denne video.
For kort at ridse op, skal der ske følgende:
1. Læs en bog og identificer et problem (dvs. læs selvfølgelig ikke slutningen/læsningen op)
2. Tænk over problemet og brainstorm løsningsmuligheder
3. Design en løsning
4. Få feedback - præsenter/test løsning og få feedback fra andre elever eller læreren
5. Forbedre designet
6. Præsenter løsningen - den kan vises, kan inkorporeres i en historie, hvor eleverne skriver videre på historien, lav en reklame, osv.

www.novelengineering.org har jeg fundet nedenstående korte video, som meget fint viser, hvad novel engineering handler om. På hjemmesiden skriver de, at det kan anvendes i indskolingen og mellemtrinnet - jeg tænker nu egentlig, at det også sagtens kan hives frem i overbygningen. Det eneste det kræver er, at vi som undervisere kigger på vores tekster med lidt andre øjne og stopper op undervejs, for at lade vores elever arbejde med de problemer, som vi finder i teksten. 
Jeg håber, at jeg får mulighed for at afprøve det på et tidspunkt med min klasse - det er i hvert fald skrevet bag øret! :-)


Har desuden fundet en facebookside, som måske kan inspirere, har ikke selv fået kigget nærmere på den, men kig forbi, hvis du gerne vil vide mere om novel engineering.

19 november 2017

Julehilsner til 1.-2. klasse

Pyha tiden går altså stærkt lige nu! Vi går på juleferie den 19. december, hvilket betyder at vi kun har 22 skoledage tilbage - 22!! Det forstår jeg slet ikke, synes jo lige vi er startet i 1. klasse!
Jeg har slet ikke styr på, hvad vi skal lave i december endnu, men jeg har dog gået med en ide om nogle julehilsner hver dag. Dem jeg lavede sidste år til min 3. klasse kan jeg ikke bruge, da de simpelthen er for svære. Så jeg har lige forsøgt mig med at lave en udgave, der kan bruges i 1.-2. klasse. Jeg synes egentlig det blev ganske vellykket, hvis jeg skal sige det selv :-) Måske kan 0. klasse også være med, omend der er et par opgaver, som nok er til den svære side for dem. 
Jeg har lavet 12 hilsner. Vi har 13 skoledage, men 1. december har vi juleklippedag og jeg har på forhånd bestemt, at vi ikke skal have en hilsen den dag - der sker så rigeligt andet. Hilsnerne er neutrale ift. ugedag, steder og andre klasser, så de skulle være til at bruge uanset hvad - og har I flere skoledage end os, ja så kan de sagtens spredes ud, så der ikke nødvendigvis er en hilsen hver dag. Håber andre kan bruge dem! :-) I finder dem på fanen "Jul", pt. nederst.


10 november 2017

Konference + lidt jul :-)

Mandag og tirsdag i denne uge deltog jeg på Skoleintra-træf i Kolding. Det er 2. gang jeg er med, og jeg er ret vild med det. Konferencen handler ikke kun om skoleintra, der afholdes nemlig også en hel del andre oplæg, f.eks. med inspiration til arbejdet med IT. I år hørte jeg bl.a. Rikke Falkenberg og Thomas Dreisig komme med et oplæg om, at vi skal arbejde langt mere multimodalt i undervisningen, da vi på denne måde bedre kan tilgodese de elever vi har, som kan være udfordret på f.eks. den traditionelle historieskrivning. Jeg er ret enig med dem, og kan anbefale alle lærere og pædagoger at tage et kig på Book Creator, som er et genialt program uanset fag og alderstrin. Jeg har lavet en lille video til mine kollegaer om Book Creator, I er velkommen til at kigge med HER. Jeg går og pønser lidt på nogle ideer ift. bl.a. Book Creator - får jeg dem udført, så skal jeg nok jer opdateret! ;-)

Tiden flyver og det varer ikke længe inden vi går ind i julemåneden. Øverst på fanen jul findes en julekalender som jeg lavede for et par år siden. Jeg har kigget den igennem og skiftet de videoer ud, som ikke kunne afspilles, så den burde nu være opdateret til at kunne bruges denne jul. 
Under den 8/11-16 findes den 'jule-pakke-kalender', som jeg delte med jer sidste år. Lige under denne markeret med rød skrift har jeg lagt et link til den originale fil, da flere har spurgt efter muligheden for at redigere i den. Jeg havde tænkt jeg ville ændre, men det er ikke sådan lige til, da december måned jo af gode grunde falder en smule anderledes end sidste år. Så nu får I adgang til filen, så kan I selv lave en kopi og tilrette den jeres klasse. Måske får jeg skrevet en, som jeg vil bruge i min 1. klasse i år, i så fald kommer den selvfølgelig også ud på bloggen.

Og så blot til sidst info om en enkelt fil som er blevet lagt herind. Det er ikke min fil, men derimod Lisette, som har lavet et super fint bogstavhjul til brug i 0. klasse. Find filen nederst på Lisettes fane.